Hornslet: Kan et fucking teaterstykke bygge bro mellem unge og gamle?

Der er lagt op til, at der kan ryges en fredspibe onsdag aften i Hornslet Hallen med Teater Apropos som fyrtøj.

Artiklens øverste billede
Fra v.: Anja Nielsen (Distriksrådet), Grete Ølgaard (Natteravnene), Elisabeth Hübener (Syddjurs Egnsteater), Heine Skovbak Iversen (SSP), Camilla Søgaard (Syddjurs Ungdomsskole), Claus Petersson (Syddjurs Bibliotek), Thomas Esbøl Nielsen (Områdeleder, Ungdomsklub) repræsenterer kræfterne bag arrangementet, der gerne skal gøre det sjovere for de unge at hænge ud i Hornset og ikke blive uglesete af voksne. Pressefoto

Kan et teaterstykke anno 2021 virkelig være med til at bygge bro mellem det unge og det lidt ældre segment i Hornslet?

Det får vi svaret på onsdag aften, når Teater Apropos kommer til Syddjurs Kommunes vækstby nummer 1.

Teater Apropos er inviteret af en hær af voksne fra foreninger og institutioner, som har daglig føling med, hvad de unge går og laver i Hornslet, og det tilsyneladende modsætningsforhold, som er mellem ungdomskulturen og den voksne generation.

Teater Apropos kommer til byen for at fremføre deres hyldest til teenagerne. Teaterstykket sætter fokus på, hvordan det er at være teenager og de ’superkræfter’, som man på godt og ondt er ramt af i de år af sit liv. Efter forestillingen vil der være en demokratisk samtale for alle interesserede, lyder oplægget for dagen og aftenen.

De unge mennesker er mine medborgere, og derfor skal jeg selvfølgelig tale ordenligt til dem.

Anja Nielsen, Hornslet Distriktsråd

Invitation til samtale

Om formiddagen den 27. oktober skal de ældste klassetrin fra Hornslet Skole ind og se teaterstykket. Inden da vil eleverne brainstorme på deres erfaringer med at opholde sig i byen - gode og dårlige oplevelser, udfordringer og ønsker. Om aftenen inviteres alle interesserede borgere til at se det samme teaterstykke, og bagefter bliver der afholdt en demokratisk samtale.

Hvad kan der gøres for at give de unge en bedre måde at opholde sig i byen på, som ikke er til gene for byens andre borgere, og som er trygt for alle, lyder indgangsbønnen.

De involverede voksne repræsenterer Natteravnene, SSP, Ung Syddjurs, Hornslet Skole, Hornslet Hallen, Natteravnene, Hornslet Distriktsråd, Syddjurs Egnsteater og Syddjurs Bibliotek.

Komme på bølgelængde

Det skorter ikke på ros fra de voksne repræsentanter til byens unge.

»Når Natteravnene i Hornslet går en tur i byen om aftenen, møder vi jævnligt grupper af unge, som mødes i bybilledet for at have det hyggeligt sammen. Det er nogle friske og høflige unge mennesker, som gerne vil snakke. Derfor er jeg overbevist om, at dialog er vejen frem, og derfor er det her også et rigtig godt tiltag,« fortæller således Grete Ølgaard fra Natteravnene i Hornslet.

Også Anja Nielsen, som er medlem af Hornslet Distriktsråd, er positiv overfor arrangementet:

»Jeg bor selv tæt på sportspladsen, og jeg kan jævnligt høre, at de unge hører musik dernede. Men det nytter ikke noget, at blive sur og skælde ud. De unge mennesker er mine medborgere, og derfor skal jeg selvfølgelig tale ordenligt til dem. Så hvis vi gennem dette arrangement kan komme mere på bølgelængde med hinanden - de unge og de voksne - så er det i mine øjne en succes.«

Unge bliver prikket

Vil det lykkes at få unge til at dukke op til en snak med voksne i Hornslet Hallen en onsdag aften i den bedste sendetid, hvor kærester, fodbold og matematik lokker mere?

Ung Syddjurs har en plan for at få de unge til at komme.

»I Ungdomsklubben gør vi, hvad vi kan for at få de unge med på det her. De bliver prikket på skulderen og opfordret til at dukke op. Det er en chance for at få indflydelse, men det kræver helt klart mod at sætte sig og have en snak med nogle fremmede voksne. Heldigvis synes jeg, at vi har nogle seje unge i Hornslet,« siger Camilla Søgaard, projektkoordinator hos Ung Syddjurs.

Med andre ord, de unge skal kende deres besøgelsestid onsdag 27. oktober og ’tage en tur over isen’ for at se, om den kan bære et møde med et lidt ældre publikum, der gerne vil, at både unge og gamle kan trives fint side om side i Hornslet.


Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen