Keld og Hilda indtog Pindstrupcenteret

Ensomheden blev blæst et stykke, da Keld og Hilda samlede en masse ældre borgere til en festlig dag.

Artiklens øverste billede
Keld og Hilda sang for borgere i gammel Midtdjurs kommune. Pressefoto

Torsdag 11. november 2021 var en helt særlig dag for 85 borgere i gammel Midtdjurs kommune. Her havde Ældresagen inviteret borgere til koncert med Keld og Hilda.

Det var en eftermiddag fyldt med kendte numre og med Keld og Hilda, som virkelig leverede varen, skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

De spillede en god blanding af blandt andet numre fra Four Jacks og egne numre. Her udover god underholdning mellem numrene, hvor publikummet fik lidt til lattermusklerne – så hermed blev der spillet på alle tangenter og Keld og Hilda sørgede for at de fremmødte fik en fest og rigtig følte sig underholdt. Efter koncerten blev der dækket flot op til kaffe, til de fremmødtes store begejstring og herefter gik snakken vældigt.

Dagen var opstået ved, at Ældresagen havde søgt og fået tildelt en pulje, hvor man skulle gøre noget særligt for borgere, som eventuelt var blevet ramt af ensomhed eller sårbarhed under corona nedlukningen.

»Det var en rigtig god eftermiddag med god musik og et overdådigt kagebord, så vi blev rigtig forkælet. Sådan nogle arrangementer kunne der godt være nogle flere af, det ville være dejligt. Jeg har også fortalt om eftermiddagen til bekendte og fortalt dem at de virkelig gik glip af noget,« udtaler Inger Laursen.

85 borgere deltog i koncerten. Pressefoto

Eftermiddagen gav mening på flere måder idet Ældresagens frivillige, som varetager morgenopkalds funktionen samt er besøgsvenner også var med og havde muligheder for, at møde de borgere de havde kontakt til. Her var det sjovt at se folk finde hinanden, som kendte meget til hinanden, men som ikke vidste hvordan hinanden så ud. Samtidig blev de takket for deres store og uvurderlige indsats i hverdagen.

For målrettet at kunne finde frem til de rigtige borgere havde Ældresagen fået hjemmeplejen og vedligeholdende træning og aktivitet på Ringparken til at udbrede budskabet til de helt rigtige borgere og skabte dermed et endnu bedre samarbejde på tværs.

”Det er dejligt at kunne gøre en forskel for denne gruppe borgere og ikke mindst se glæden i deres øjne, så ved man at man har gjort noget godt. Sådan en oplevelse er noget denne målgruppe kan leve højt på længe og som de virkelig fortjener, da lignende arrangementer hurtigt bliver udsolgt”, udtaler Line Christiansen Netværksteamet Syddjurs Kommune.

»Det er super godt, at kunne samarbejde om sådan et arrangement på tværs og det gør at vi får lettere ved at hjælpe hinanden begge veje og gør at mange ting mulige og nye døre åbnes,« udtaler Tina Christensen centermedarbejder Ringparken.

Begge to var til stede og hjalp til på dagen.

»Dette samarbejde mellem Ældresagen, hjemmeplejen og vedligeholdende træning og aktivitet har været rigtig godt og har betydet at det har været muligt at få fat i borgere, som fortjente denne særlige eftermiddag,« udtaler Bruno Henriksen fra Ældre Sagen og tilføjer at det gode samarbejde forhåbentlig kan fortsætte og give mening for alle parter.

»Vigtigst af alt havde gæsterne en fantastisk god eftermiddag og håber at noget lignende eller andet kan lade sig gøre, for vi har ikke brugt hele puljen og har planer om at lave et arrangement til foråret. Det endelige indhold er dog ikke bestemt, men målgruppen er den samme, så gode ideer efterlyses,« afslutter Bruno Henriksen.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen