Hornslet: Sognepræst skifter til Risskov Kirke ved årsskiftet

Hornslet Kirke tager ved nytårsskiftet afsked med sognepræst Carsten Tranberg-Krab efter 15 års samvirke. Leonard Cohen kenderen og fortolkeren bliver 9. januar indsat som præst ved Risskov Kirke.

Artiklens øverste billede
Sognepræst Carsten Tranberg Krab (tv.) siger farvel til menighedsrådsmedlemmerne Lone Rasmussen og Bodil Martinsen og sin præstekollega Lene Hauge ved årsskiftet, hvor han tiltræder en stilling ved Risskov Kirke. Foto: Morten Bay-Mortensen

Efter 15 år som sognepræst i Hornslet takker Carsten Tranberg-Krab , 47, af. Han har sin sidste gudstjeneste søndag 2. januar 2022.

Carsten Tranberg-Krab tiltræder som sognepræst ved Risskov Kirke, hvor han bliver indsat ved gudstjenesten 9. januar.

»Tak for, at I har taget imod min familie og mig. Tak for medspil og modspil – det hele har jeg lært noget af. Tak for jeres tid. Tak for jeres tanker og tillid. Tak for jeres livsfortællinger. Tak til jer børn og unge, jeg har haft fornøjelsen af – tak for jeres gode, skæve tanker og ord om kirke&kristendom – jeg skal nok passe på det hele og tage det fint med mig. Tak for tilgivelse og overbærenhed. Tak til gode kollegaer og skiftende menighedsråd i kirken. Det har været sjovt, givende og lærerigt at have med dedikerede mennesker at gøre i det daglige arbejde – og tak for det. Tak for lys og mørke, tårer og latter – og alt det midt imellem,« takker Carsten Tranberg-Krab i det seneste nummer af Sognepost, Hornslet Kirkes kirkeblad.

Diakonien

Carsten Tranberg-Krab præsenterer sig også på Risskov Kirkes hjemmeside, hvor han fortæller om sit nuværende virke, om forventningerne og glæden ved at skulle et nyt sted og forholdet mellem »Folkekirkens ord og Folkekirkens tjeneste«.

»Både mit professionelle og mit private hjerte banker ligeledes for Folkekirkens sociale ansvar – diakonien. Jeg har været frivillig i Kirkens Korshær gennem mange år – både på ’organisatorisk’ niveau og som frivillig i telefontjenesten ’Sankt Nikolai-tjenesten’. For mig er det netop forholdet mellem Folkekirkens ord og Folkekirkens tjeneste, der er omdrejningspunktet. Og jeg kan ved selvsyn konstatere, at der er gode og mangeartede rammer om dette omdrejningspunkt i Risskov Kirke..«

Brothers of Mercy

”There is a crack in everything. That’s how the light gets in” (Der er en sprække i alting. Det er sådan, lyset kommer ind.).

Leonard Cohens ’Anthem’ fra 1992 gjorde et uudsletteligt indtryk på Carsten Tranberg-Krab.

Den afdøde canadiske sanger og sangskriver har i en lan årrække været en stor inspiration musikalsk og i præstegerningen.

»I ’Anthem’ beskæftiger Cohen sig meget, hvad det vil sige at være et uperfekt menneske og det grasserende behov for kontrol og perfektion, hvor fejl ikke tolereres. En livsform, der ikke levner plads til sprækker, hvor lyset kan komme ind, og det er et af det moderne samfunds mest markante sygdomstegn efter min mening. Vi giver ikke plads til eftertænksomheden og refleksionen og lukker af overfor det uvisse og det vi umiddelbart ikke forstår,« har Carsten Tranberg-Krab tidligere udtalt til Adresseavisen.<AS>

Carsten Tranberg-Krab har som guitarist i trioen Brothers of Mercy over en cirka 20-årig periode spillet sig varm på den canadiske sangskrivers sange og tekster.

Det er sket sammen med sognepræster Peter Danielsen (Rimsø) og præstemanden, idéhistorikeren Sune Liisberg..

Bandnavnet er naturligvis inspireret af en Cohen sang, ’Sisters of Mercy’.

















Læs også

Del artiklen