Små Syddjurs-bogorme kan glæde sig

Syddjurs Kommune har netop modtaget 575.000 kr. til bogindkøb af BOGglad-puljen.

Artiklens øverste billede
Bøger og læsning skal være en naturlig del af børnenes liv i vuggestue, i børnehave og i SFO-tid. Pressefoto

Børn og voksne i en række dagtilbud og SFO’er i Syddjurs Kommune kan se frem til flere fælles læseoplevelser. Kommunen har nemlig netop modtaget 575.000 kr. til bogindkøb af BOGglad-puljen under Slots- og Kulturstyrelsen. Materialet forventes at lande i institutionerne til foråret.

Beløbet svarer til det, der blev ansøgt om, så alle deltagende institutioner bliver tilgodeset. Der kan købes mellem 50 og 75 bøger pr. lokation, og bøgerne indkøbes i samarbejde med Syddjurs Biblioteker. Målet er, at materialerne skal afspejle de unge bogormes ønsker, interesser og behov.

I ansøgningen til BOGglad-puljen stod blandt andet:

”Indsatsen i Syddjurs Kommune har fokus på, at bøger og læsning skal være en naturlig del af børnenes liv i vuggestue, i børnehave og i SFO-tid. Alle børn skal have umiddelbar og let adgang til lækre og tidssvarende bogsamlinger, der skaber læseglæde og lyst til samvær, samtale og fordybelse med udgangspunkt i bøger. BOGglad-indsatsen vil være en vigtig del af at understøtte det læseglædearbejde, der allerede udføres i institutionerne og af Syddjurs Bibliotek”.

Biblioteket følger op med besøg hos alle de deltagende institutioner, hvor personalets yderligere input fra børn og kolleger møder børne-bibliotikarernes opdaterede viden om bøger.

En del af hverdagen

Riber Hog Anthonsen, formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur, siger i en pressemeddelelse:

»Det er utroligt positivt, at Syddjurs Kommune har fået midler til at indkøbe bøger til de medvirkende daginstitutioner og SFO’er for at fremme børns læselyst. Bibliotekarerne har en stor viden om litteratur til børn og unge, og det er fuldt af gode perspektiver, at de stiller deres viden til rådighed i samarbejdet.«

Kirstine Bille, formand for Udvalget for familie og institutioner, supplerer:

»Det er afgørende vigtigt at skabe adgang til bøger for kommunens børn og derfor er det fantastisk, at BOGglad-puljens midler er målrettet bøger i børnehøjde. Samtidig er det glædeligt at bøger - faglitteratur såvel som skønlitteratur- også i SFO-tiden i højere grad kan blive en naturlig del af børnenes hverdag.«

Gode læsevaner og udeliv

Knap 20 institutioner har været med til at ansøge om midlerne. En af dem er daginstitutionen Børnegården Hegnsholt i Rønde. Det er en naturinstitution med en flok læseglade børn, der elsker at tage udforske-brillerne på. Børnene er også ved at lære at sætte ord på det, der sker inde i kroppen fremfor at lade impulserne styre. Derfor har institutionen konstant et stort fokus på at italesætte følelser samt læse herom.

Også den integrerede institution Ebeltoft Børnehus, der er ved at blive certificeret til naturbørnehave, har været med. Institutionen er ved at opbygge en bogsamling til børnegruppen bestående af skøn- og faglitteratur om natur. Nogle af bøgerne skal med ud, andre skal være en del af institutionens læseområder. Institutionen har en gruppe flersprogede børn og har fokus på sprogstimulering og har oparbejdet viden og erfaring i forhold til arbejdet med sprog og sprogudvikling.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

gs

Læs også

Del artiklen