Kommentar: To glemte ord

Artiklens øverste billede

”Med en rystende klode som underlag/ For et snavset stykke avispapir/ Skriver jeg tværs over telegrammer/ Fra Lucifers faste borg/ Og tværs over sorte portrætter/ Af alle hans stolte drabanter/ Disse glemte ord: Jeg tror.”

Sådan lyder det i et kendt digt, Credo, af Erik Knudsen.

Det er med i samlingen ’Blomsten og Sværdet’ fra 1949.

En slags trosbekendelse af troen på, at en ny tid vil komme efter det helvede, verden lige var kommet ud af med 2. verdenskrigs afslutning.

Lige nu oplever vi en alvorlig genopblussen af den pandemi, som tilsyneladende ikke har ramt zenit endnu.

Det er svært at ane en udvej, og det pynter ikke, at tabloidmedierne hver dag kan køre en ny såkaldt ekspert i virologi på banen med et synspunkt, der snarere fremmer utrygheden yderligere end det hjælper med at oplyse ordentligt og redeligt om, hvordan vi får bugt med smitten.



Det har været beskæmmende at se, hvordan jura og politik uden blusel sammenblandes af selv mennesker, som man tiltror et minimum af overblik og viden.

I starten af pandemien oplevede vi i det mindste politisk konsensus om vigtigheden af at trække på fælles hammel og acceptere og respektere en række nødvendige, obligatoriske samfundsmæssige tiltag til at undgå at det løb løbsk. Heller ikke det, kan vi tilsyneladende enes om længere.

Politisk spin, også på dette område, er nu fuldt ud en disciplin som har vundet indpas trods de alvorlige udsigter.

Vi ser det samme på andre fronter. Senest med Rigsrettens klokkeklare afgørelse i ’Inger Støjberg sagen’.

Det har været beskæmmende at se, hvordan jura og politik uden blusel sammenblandes af selv mennesker, som man tiltror et minimum af overblik og viden.

Jeg har endnu ikke hørt om politikere, der taler varmt om barnebrude, men jeg har hørt indtil flere som er meget stærke fortalere for, at landets love og orden skal overholdes, men bare ikke lige i denne sag.

Dansk politik foregår efterhånden i diverse retssale og kommissioner mere end i de sale, hvor politik må og skal afgøres, nemlig i Folketinget.

Erik Knudsens håbefulde ord på trods fra 1949 i kølvandet på en modbydelig krig, der kostede 60 mio. mennesker livet, vil det være forkert at køre ind over anno 2021-2022, men alligevel må det være tilladt at udtrykke et forsigtigt CREDO: ”Disse glemte ord: Jeg tror.”

Med ønsket om et godt nytår.

Læs også

Del artiklen