Kom-Bi kom ud af 2021 med skindet på næsen – trods Covid-19

Biografåret i den fine biograf i Hornslets bymidte blev ikke den nedtur, som det ellers tegnede til i starten af 2021.

Artiklens øverste billede
Birthe Neumann gestalter rollen som Karen Blixen, mens unge Simon Bennebjerg giver liv til Thorkild Bjørnvig. Pagten var med til at gøre 2021 til et bedre biografår for Kom-Bi end forudset efter nedlukningen tidligere på året. Pressefoto

De danske biografer var i 2021 lukket mere end en tredjedel af året, og det betød selvfølgelig et stort fald i antallet af solgte billetter sammenlignet med tidligere år.

Godt nok havde vi lukket indtil 6. maj, men efter en lidt træg start var vort publikum heldigvis gode til at besøge biografen igen i løbet af sommeren. Og efteråret har været rigtig godt

Ole Thordahl Poulsen, daglig leder af Kom-Bi.

Der blev sidste år solgt 6,85 millioner billetter i landets biografer, hvilket er et fald på 5 procent fra 2020 og 48 procent sammenlignet med 2019, hvor coronapandemien ikke var et tema.

Det viser en opgørelse fra Danske Biografer og Foreningen af Filmudlejere i Danmark.

Hos Kom-Bi i Hornslets bymidte blev 2021 ikke så slemt og neglebidende som frygtet.

»Godt nok havde vi lukket indtil 6. maj, men efter en lidt træg start var vort publikum heldigvis gode til at besøge biografen igen i løbet af sommeren. Og efteråret har været rigtig godt,« siger Ole Thordahl Poulsen, daglig leder af Kom-Bi.

Ternet Ninja 2 toppede

Kom-Bi solgte 24.702 billetter i 2021.

»Året forinden var biografen også corona-lukket en periode, og da solgte vi kun 21.679 billetter. – Men der er naturligvis et stykke op til 2019, hvor vi solgte 36.337 billetter,« siger Ole Thordahl Poulsen.

Regnskabsresultatet for 2021 er endnu ikke offentliggjort. I 2020 kom Kom-Bi ud med et overskud på 67.000 kroner trods pandemien. Med til det godkendte resultat hører, at Kom-Bis revisor ved regnskabsafslutningen spottede, at Foreningen Kom-Bi faktisk har ret til fradrag for eludgifter og det med tilbagevirkende kraft fra regnskabsåret 2018, således der her kunne efterangives ca. 165.000 i regnskabsåret 2020. Det fremgår af beretningen for 2020.

Biograflederen hæfter sig ved, at Kom-Bi havde flere publikumstræffere på programmet i efteråret 2021: Ternet Ninja 2, James Bond-filmen No time to Die, Margrete den Første, Pagten m.fl.

Kom-Bi’s top 7 var ikke helt som den landsdækkende rangliste:

  • Ternet Ninja 2 - 4.279 billetter
  • No Time to Die - 3.386 billetter
  • Margrete den Første - 2412 billetter
  • Pagten - 1.497 billetter
  • Paw Patrol - 1.070 billetter
  • Skyggen i mit Øje - 953 billetter
  • Hvor Kragerne vender - 925 billetter

Den bedst sælgende biograffilm i 2021 på landsplan var den nye James Bond-film No Time to Die, som solgte 1,06 millioner billetter.

Det er skarpt efterfulgt af Anders Matthesens Ternet Ninja 2, som solgte 930.000 billetter.

På tredjepladsen ,en anden dansk film, Margrete den Første, der blev set af 372.000 i biograferne.

Åbner igen 17. januar

Et politisk flertal i Folketinget besluttede i december igen at lukke biograferne for at begrænse smitten med coronavirus.

Kom-Bi og andre biografer har været lukket siden 19. december, men står i øjeblikket til at kunne genåbne 17. januar.

Det betød bl.a., at den planlagte julepremiere på Hvidstengruppen II: De efterladte, opfølgeren til publikumssuccesen Hvidstengruppen fra 2012, måtte udskydes.

Under coronapandemien er der flere eksempler på film, som på grund af lukkede biografer er gået direkte på streaming – herunder Disney-film – det er selvsagt problematisk for biograferne.

De Konservatives sundhedsordfører, MF Per Larsen, har været ude med det synspunkt, at biografer og teatre skal åbne før 17. januar, hvor de nuværende restriktioner udløber.

Det skete på baggrund af, at Statens Serum Institut (SSI) har kunnet fortælle med afsæt i internationale undersøgelser, at smitte med omikronvarianten giver omkring halvt så stor risiko for indlæggelse, som smitte med deltavarianten gør.

Konservative har dog indtil videre stået alene med synspunktet, som er en flere gratis udmeldinger fra Christiansborg politikere under pandemien.

Læs også

Del artiklen