Præsten var en snu hestehandler - og Maries død var uendelig sørgelig

'Når sten får liv'- ny bog fortæller om mennesker bag mindestenene på Mørke Kirkegård.

Artiklens øverste billede
Tidligere gravermedhjælper Mai-Britt Kvist deler i ny bog ud af sin store viden om menneskene bag kirkegårdens gamle gravsten. Her er hun ved unge Marie Petrine Andersens grav. Foto fra bogen.

»Det siges at han går igen i præstegården, hvor han sidder og tæller sine penge. Han var en elendig landmand, men en god hestehandler - dog snød han og pga. af sin dårlige samvittighed begik han…«

Ja, hvad mon han begik, den gamle Mørke-præst Lauritz Wadum med det tvivlsomme eftermæle? Læseren får ikke mere at vide, i de få linjer på hans gravsten, som heldigvis er bevaret på Mørke Kirkegård.

Mindet om præsten er nu - sammen med spændende historier om en lang række andre navnkundige kvinder og mænd fra Mørke - fastholdt for eftertiden. Det sker i en meget smuk og veltilrettelagt bog udgivet af Mørke Menighedsråd. Idékvinden bag ’Når sten får liv - fortællinger fra en kirkegård’, som er på knapt 30 sider, er Ida-Marie Duus Peitersen, som også har forsynet omslaget med fine akvareller.

Den lokale journalist Knud Enevoldsen har forfattet teksten til de mange historier om lokale mænd og kvinder, der på meget forskellig vis har sat varige spor. Forfatteren har navnlig øst af den store viden, som kirkens nu tidligere gravermedhjælper Mai-Britt Kvist har indsamlet og værnet om med sin særlige forståelse for kirkegården som et vigtigt erindringssted, der fortæller lokalsamfundets fælles historie.



Når sten får liv - ny bog om kendte og ukendte personligheder på Mørke Kirkegård

Gravene fortæller historie

Som det hedder på kirkens hjemmeside: »En kirkegård er meget mere end blot sten omgivet af små hække og blomster. En kirkegård er mindernes sted og fyldt med historie om lokalområdet og de mange, som har været med til at skabe det. Når man går rundt på Mørke kirkegård finder man mange gamle grave, som vi har valgt at lade blive stående, selvom der ikke længere er efterladte, der kommer og passer dem. For gravene fortæller historie. Om store mænd og salige koner. Om byens blomstrende forretnings- og kulturliv. Og ikke mindst om livet og vilkårene i ’gamle dage’.«

Marie Petrine Andersen døde alt for ung

Bogen inspirerer til en lystvandring på den store og stejle kirkegård i Mørke, der har en niveauforskel på ikke mindre end 18 meter. Med bogen som guide, får man god besked, når den giver de gamle sten mund og mæle til blandt andet mindet om den elskede skolelærer Richard Meller, som i 1953 blev fulgt til graven af stort set alle fra landsbyen.

Kunstneren Elias Ølsgaard er mester for et smukt relief af højskoleforstander Marius Nikolai Appelt, og kunstneres egen sten giver glimt af hans fine karriere. Hvem husker, at han har lavet den fine Pan-statue ved Kongevejen nær Marselisborg Slot i Aarhus?

Bevægende er også historien om Marie Petrine Andersen, der i en alder af blot 43 år, døde fra sin mand Carl og en stor børneflok. Sorgen og savnet fulgte hendes børn alle deres dage, fortæller et barnebarn i bogen. Hvert år, på hendes dødsdag den 5. juni, lægges der friske blomster på hendes gravsted.

Læs også

Del artiklen