Musikalsk skovvandring ved Øjesø med Lise Dres

Feldballes egen nattergal drager søndag ud i et smukt og uberørt terræn omkring Øjesø i hjembyen. En yndet oase for mange Feldballe borgere i mange år. Lise Dres synger bl.a. tekster af den afdøde digter Jytte Johanne Andersen.

Artiklens øverste billede
Lise Dres har gjort det til en sin egen musikalske niche at kombinere sang, musik og natur. Søndag gør hun det ved Øjesø i hjembyen Feldballe. Pressefoto

Søndag 16. januar kl. 15.00-16.30 inviterer den lokale Feldballe sangerinde, komponist og digter Lise Dres til musikalsk skovvandring ved den smukt beliggende Øjesø.

Denne kolde vinterdag kan man opleve Lise Dres´ smukke og poetiske sange fremført ved Øjesø og i skoven omkring. På vandringen vil der indgå̊ tekster af den nu afdøde digter, ikonet Jytte Johanne Andersen - som boede hele sit liv i skoven omkring Øjesø - hvorfra hun skrev digte om naturen, årstiderne og samfundet. Vandringen afsluttes i vintersolens sidste stråler.

Lise Dres, der flyttede til Feldballe for nogle år siden sammen med sin familie, fortæller: »Jeg husker tydeligt mit første besøg ved Øjesø. Her fandt jeg et sted hvor jeg altid kan søge hen når livet bliver svært - og det gør det jo indimellem. Dengang viste jeg ikke, hvor meget søen og skoven de kommende år ville krybe ind i mine sange.«

»Min sang ’Spejlbillede’ er skrevet som en hyldest til Jytte Johanne Andersen. Når jeg kigger i søens klare vand og højt op mod himlen, lytter til fuglene og mærker vinden der suser i træernes top, så er det som om at hun er her endnu - hvis jeg ønsker de,« fortæller Lise Dres.

De to kvinder nåede aldrig at møde hinanden, men gennem den lokale natur skabes der en fælles fortælling på tværs af tid. Enkelte af Jyttes digte har Erik Ralund, sat musik til. Sangene nåede han at lære Lise inden han gik bort i 2020.

Publikum inviteres med ’der ind & der ud’, hvor sangene og digtene har deres udspring.

Læs også

Del artiklen