Nyt kunstværk på vej i Tirstrup
Tirstrup er udvalgt til at indgå sammen med 17 andre byer i en den nye kunstattraktion Verdensmålsgavlene. Både byens borgere og forbi-kørende får glæde af det nye kunstværk.

Tirstrup får i 2022 sit helt eget keramiske værk med fokus på ligestilling, som er et af FN’s verdensmål. Værket skal placeres på den meget lidt kønne, grå TDC bygning ved Århusvej 38, som ligger lige op ad den grund, hvor der er planlagt en fælleshave for byen.
17 byer i ni jyske kommuner er en del af den nye internationale kunstattraktion Verdensmålsgavlene, hvor et gavlværk i hver by bliver skabt med udgangspunkt i ét af FN’s 17 verdensmål.
Ordene skaber værket
Værket kommer til at bestå af keramiske platter i jordfarver, og på dem skal der stå ord. Ord, som borgerne i Tirstrup skal bidrage med. Bag værket står kunstnerne keramiker Christine Bendt og illustrator Lone Platz, som er udvalgt efter en såkaldt Open Call. Det fortæller Sofie Bjerre Nielsen fra kultursekretariatet i Syddjurs Kommune.
»Der kom mange gode bud, men det her værk kunne bare noget særligt, og ud af de 17 værker, er det her ét af dem, der har fået størst ros af alle. Blandt andet fordi det tager udgangspunkt i TDC-huset, men nok især fordi det gør så meget ud af at inddrage borgerne i Tirstrup.«
Kunstnerne vil indsamle ordene på forskellig vis, og gerne med bidrag fra alle, der har tilknytning til Tirstrup, med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad er det første, du tænker, når du hører ordet »ligestilling«?
Ordene, som kunstnerne skal bruge helt op til 200 af, præges herefter ind i de keramiske platter, som hænges på gavlen.
Når ordene er indsamlet og værket er ferniseret, så håber kunstnerne, at det kan skabe undren og gode samtaler hos byens borgere, når ordene forhåbentligt inspirerer dem under et besøg i den kommende fælleshave.
Kom og vær med
Der er i forbindelse med projektet nedsat en lokal arbejdsgruppe med repræsentanter fra Tirstrup Borgerforening, Syddjurs Billedkunstråd, Landsbyklyngen Østdjurs og interesserede borgere, som sammen med kunstnerne skal arbejde med inddragelsen af borgerne i gavlværket.
Landsbyklyngen Østdjurs afholder projektcafe d. 2. marts fra kl. 18:00-21:00 ved Birkehuset, hvor det blandt andet er muligt at høre mere om projektet Verdensmålsgavlene, og hvordan kunstnere ønsker at inddrage borgerne i processen. Her kan man også hørte mere om fælleshaven og ikke mindst om forvandlingen af hallen til Mødestedet.
Gavlværket har fernisering i uge 32.