Bog om Djurslands landskaber

Bogen, der er støttet af Nationalpark Mols Bjerge, skal gøre læserne nysgerrige på deres lokale landskaber og geologi.

Artiklens øverste billede
Foto: Mathias Juul Dahl

Vi har alle sammen et forhold til landskaber, for vi færdes i det året rundt, når vi vandrer, cykler eller løber. Vi betragter de smukke udsigter – ikke mindst i Nationalpark Mols Bjerge – og måske tager vi endda lige et billede til fotoalbummet eller Instagram.

Men hvorfor landskabet ser ud som det gør, tænker de færreste måske over, og det ønsker forfatter Eigil Holm at lave om på i sin nye bog ”Djursland og Mols – set fra fly, fod og kort”, der er støttet af Nationalpark Mols Bjerge, som har udsendt en pressemeddelelse om bogen.

Bogen beskriver Djurslands landskaber og er for dem, der allerede elsker at granske kort, men også for alle andre, der har interessere i at forstå geologien bag Djurslands landskaber, eller som blot vil inspireres til næste tur ud i landskabet.

Terrænkort ned til 10 cm

Bogen bygger på helt ny viden fra det nyeste danske kortværk ”Danmarks Højdemodel”, der er en meget detaljeret laseropmåling af Danmarks landskaber, der oven i købet ”har skrællet” vegetationen af.

I bogen finder man derfor mange terrænkort, der viser detaljer i helt ned til 10 cm

Interessant natur

»Djursland blev valgt, fordi denne landsdel er godt afgrænset og har en interessant natur,« siger Eigil Holm i pressemeddelelsen.

Bogen indeholder desuden fotos fra fly og helikopter taget under forfatterens mange besøg til Nationalpark Mols Bjerge og Djursland under bogens tilblivelse.

Let sprog

Geologi er et fascinerende emne. En del af årsagerne til, at terrænet ser ud som det gør, er selvfølgelig os mennesker, der har sat vores præg på naturen, men rigtig meget skyldes også geologien.

Selvom geologi kan lyde tungt, er det også en fascinerende fortælling om klimaændringer fra varmt til iskoldt til varmt og isens og smeltevandets enorme kræfter.

Bogen dykker ned i, hvorfor landskaberne ser ud som de gør og fortæller i et levende og let sprog.

”Djursland og Mols – set fra fly, fod og kort” kan købes i en række boghandler og museumsbutikker på Djursland, Aarhus og Randers.

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tilmeld dig.

Læs også

Del artiklen