Uret tikker, hjertet banker - men hele verden er ikke fra forstanden

En teaterforestilling af Syddjurs Friskole undersøger rigets tilstand, men der er ingen grund til bekymring, hvis eleverne på scenen afspejler ungdommen nu til dags.

Artiklens øverste billede
Alle elever, fra 0.-9 klasse, er en del af friskolens forestilling. Foto: Toke T. Høyer

Hvad har N.F.S.Grundtvig, H.C. Andersen, Karen Blixen, Tove Ditlevsen og John ’Faxe’ Jensen til fælles?

Jo, det er toppen af dansk heltedåd, hvis du spørger Holger Danske og Syddjurs Friskole, som netop har opført forestillingen ’Under uret’.

Alle skoler med respekt for sig selv har en årlig teaterforestilling. Det har de også på friskolen, som ligger i Egens ved Rønde, men her er det, lidt usædvanligt, alle 180 elever, der på én gang bryder skemaet op i næsten tre uger og sammen skaber en forestilling. I år resulterede det i en teaterkoncert med danske sange som omdrejningspunkt.

Fremkalder fællesskab

En teaterkoncert, som ganske enkelt nåede helt op under loftet, båret af gennemtænkte kulisser, kostumer og koreografier. Af generelt gode skuespillere og en historie, der skaber eftertænksomhed og perspektiv. Og ikke mindst af musikken, der fungerede som en fremkaldervæske på fællesskab, friskoleånd og forældretårer i næsten hver en øjenkrog. En veludført forestilling af en samlet friskole, der får vendingen ’ungdommen nu til dags’ til at klinge positivt.

Og netop ’ungdommen nu til dags’ - og spørgsmålet om, hvorvidt den er god eller ej - danner rammen for historien i stykket. Holger Danske har nemlig den seneste tid modtaget foruroligende meldinger om rigets tilstand. Han vågner og kalder til samling.

John 'Faxe' Jensen - en ægte dansk helt. Spillet af Emil Stender Van der Veen fra 9. klasse på Syddjurs Friskole. Foto: Toke T. Høye


Ananas på pizza?

»Kære danske helte. Danmark er i krise, det er helt forfærdeligt. Danskheden er forsvundet, og ungdommen nu om dage gider ikke lave noget, går i grimt tøj og er frække. Derfor mødes vi alle under uret, og så fikser vi tingene. Hilsen ham selv, Holger D

Sammen undersøger heltene, hvoraf ’Faxe’ anses som en af de største, da han jo har kæmpet mod - og slået - tysken, om hele verden er fra forstanden (TV-2), om landet ligger ned (Marie Key), om det er frit (Ulige Numre) og om det trænger til at få kysset sin næse og nulret sine ører (Gnags).


Der er blevet hentet rigeligt med politisk korrekte temaer op ad kassen af manuskriptforfatterne, som består af både lærere og elever. Som eksempler kan nævnes nærvær, egoisme, ulighed, klassekamp, fattigdom, coronaramt ungdom, kønsidentitet og om ananas hører til på en pizza.

Syddjurs Friskole ramte igen tonen i årets teaterforestilling. Foto: Toke T. Høye

Ramte den lige...

Budskaberne blev af og til lidt søgte, men pointerne til at forstå. Verden gøres i sin mangfoldighed mere enkel, og da 0. klasserne kommer på scenen i en bus til sangen ’Her bor jeg’ er der ikke et øje tørt.

Svaret på, om ananas hører til på pizza, hænger dog stadig i luften, da heltene afslutningsvist konstaterer, at gode gamle Danmark aldrig har haft det bedre. Grundtvig indskyder, at de frie skoler må have fat i den lange ende, og Holger D scorer Karen Blixen, som tager med ham ’hjem’ til Skjern.

Heltene kan roligt læne sig tilbage. Og det samme kan vi. I hvert fald hvis de børn og unge, der stod på scenen ved Kalø før påske, afspejler rigets tilstand. Syddjurs Friskole ramte den lige i røven - som John ’Faxe’ Jensen ville have sagt.

Læs også

Del artiklen