Lørdag byder på et dejligt gensyn med et ægte ikon i forlystelsesparken ved Nimtofte

Djurs Sommerland åbner lørdag 30. april med nyt temaland til 100 millioner kroner.

Artiklens øverste billede
T-Rex Family Coaster er for hele familien, og med en minimumshøjde på 100 cm kan selv de mindste også være med. Pressefoto

Nordens største sommerland åbner lørdag 30. april med spændende nyheder til både små og store dinosaur-fans. Djurs Sommerland slår nemlig portene op til et nyt, stort temaland – Dinosaurland. Her venter 25 fascinerende, livagtige dinosaurer, en kæmpestor specialdesignet dinosaurlegeplads, en ny familie-rutschebane samt en jeep safari i dinosaurernes reservat – og sidst, men ikke mindst, et gensyn med ikoniske King Kong.

Danske og udenlandske børnefamilier kan se frem til store oplevelser, når sæson nummer 42 skydes i gang i Djurs Sommerland. Den 30. april bydes nemlig velkommen til en nyhed af anselige dimensioner, det hidtil største projekt i parkens mangeårige historie, og en af de største nogensinde i en dansk turistattraktion.

Den nye rutschebane i Dinosaurland, T- Rex Family Coaster, sender 38 gæster på ekspedition ad gangen. Pressefoto

Barren er sat højt

Dinosaurland, parkens tiende temaland, er udviklet sammen med internationale temapark-specialister fra Leisure Expert Group i Holland med en ambition om at skabe en ny og anderledes dinosauroplevelse end den, man kan opleve i dyreparker, zoologiske haver og på museer.

»Vi glæder os til, at vores gæster skal opleve Dinosaurland. Barren er sat højt for at give vores gæster en oplevelse ud over det sædvanlige, en oplevelse de vil køre langt efter. Det gælder både selve tematiseringen af området, men vi har også udvalgt nogle virkelig gode familieforlystelser. Og så er det et plus, at Dinosaurland kan opleves sammen på tværs af alder og generationer. Her vil både den 3-årige, 13-årige, mor og far og bedsteforældrene have det sjovt,« siger adm. direktør Henrik B. Nielsen i en pressemeddelelse.

Dinosaurland er meget mere end en udstilling af dinosaurer. Det nye 20.000 kvm store temaland er bygget op om en historiefortælling. Pressefoto

Ser levende ud

Dinosaurland er meget mere end en udstilling af dinosaurer. Det nye 20.000 kvm store temaland er bygget op om en historiefortælling, hvor palæontologer fra Dino Inc inviterer gæster inden for i deres dinosaur-camp efter, de har gjort enestående fund. Ikke alene har dinosaur-knogler set dagens lys, men det, de troede var forstenede dinosaur-æg, er udklækket, og dinosaurer er i levende live. To nye forlystelser tager gæsterne med på en rejse ind i dinosaurernes reservat, hvor de kommer helt tæt på blandt andet 25 naturtro, livagtige dinosaurer, mens en kæmpestor dinosaur-udgravningslegeplads giver plads til fantasifuld leg og fysisk udfoldelse.

De 25 dinosaurer tæller de kendte og populære arter, blandt andet T-Rex, Triceratops, Stegosaurus, Brachiosaurus, Citipati og Edmontonia. De er alle nøje udvalgt hos en af verdens dygtigste producenter, Billings Productions i Texas, USA, der har specialiseret sig i at lave animatroniske dinosaurer, som ser særligt levende og naturtro ud.

Gensyn med King Kong

Den nye rutschebane i Dinosaurland, T- Rex Family Coaster, sender 38 gæster på ekspedition ad gangen, og er udformet som en kæmpe boremaskine, der skyder genvej gennem klippevægge og suser rundt i skarpe sving tæt forbi faretruende, livagtige dinosaurer. T-Rex Family Coaster er for hele familien, og med en minimumshøjde på 100 cm kan selv de mindste også være med.

Ekspeditionen fortsætter i Dino Xpedition, når 16 jeeps med plads til 4 personer i hver kører ud på dinosaur jeep safari. Undervejs venter et overraskende gensyn med King Kong, før en farlig Megalosaurus er tæt på at bryde ud af sin indhegning. Forlystelsen er for alle, dog skal børn under 110 cm. være ifølge med en voksen.

Som en ekstra dimension i Dinosaurland kan børnefamilierne også glæde sig til en specialdesignet, kæmpestor dinosaurudgravningslegeplads, der er inddelt i 5 lege- og oplevelseszoner med forskellige sværhedsgrader. Her får fysisk udfoldelse og fantasileg som palæontolog frit spil, når legepladsen udforskes og fortidens kæmper udgraves.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Norddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Norddjurs' nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Norddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

gs

Læs også

Del artiklen