Foredrag og studietur om Friis & Moltke i Syddjurs

BLIS inviterer til foredrag og studietur med fokus på de to arkitekter, som i den grad har sat sit aftryk i Syddjurs.

Artiklens øverste billede
Syddjurs er et overflødighedshorn af arkitektur af Friis og Moltke, som bl.a. designede huse og interiør. Pressefoto.

Den største koncentration af Friis & Moltke byggerier findes i Syddjurs, og man behøver ikke at interesserer sig meget for arkitektur for at kende de navne. Uanset om du gør eller ej, er der nu mulighed for at blive klogere og komme på studie-bustur rundt i kommunen for at se eksempler på det, som arrangøren BLIS (By- og landskabskultur i Syddjurs) kalder ’en fantastisk epoke i dansk og international arkitektur’.

Knud Friis (1926-2010) og Elmar Moltke Nielsen (1924-1997) grundlagde tegnestuen FRIIS & MOLTKE i 1954. De samarbejdede om så godt som alle de byggerier, tegnestuen var involveret i, og havde et enestående kreativt partnerskab, og de har haft en afgørende indflydelse på dansk arkitektur med banebrydende projekter både i Danmark og udlandet.

Høj kvalitet i gennemtænkt byggeri. Derfor er Friis & Moltke byggerier blevet ikoniske

Anna Søgaard, arkitekt og forkvinde i BLIS

Tydeligt aftryk

Med Hotel Hvide Hus fra 1963 markerede Friis & Moltke sig for alvor i Syddjurs.

»Ude i verden er de nok mest kendte for at introducere deres udgave af stilen ”Brutalisme”, der ofte er kendetegnet ved store, robuste bygningslegemer, rå betonmure og synlige tekniske installationer,« fortæller forkvinde i BLIS, Anna Søgaard.

Hun forklarer, at omgivelserne typisk har spillet en stor rolle i Friis & Moltkes arkitektur.

»Byggerierne placerer sig smukt og ydmygt i landskabet med taghældninger der følger landskabets kurver og med græs på taget. Eller med de lange hvide mure i boligerne indfanges landskabet/haven udenfor.«

Deres arkitektur stoppede dog ikke her. De gav også deres bud på det faste inventar ligesom lamper og møbler.

Foredrag og bustur

Over flere årtier byggede Friis & Moltke i Syddjurs. Derfor er der, i følge Anna Søgaard, en pudsig og enestående mulighed for at kunne følge deres udvikling fra de karakteristiske sort/hvide villaer og rækkehuse med fladt tag over til A-husene i gule sten, som ses på f.eks. Skelhøjeskolen, og videre til brutalismen som f.eks. entreprenørskolen i beton og Bøgehøj Kursuscenter i røde sten.

»Hele vejen høj kvalitet i gennemtænkt byggeri. Derfor er Friis & Moltke byggerier blevet ikoniske,« fastslår hun.

Af alle disse grunde og på flere opfordringer vil BLIS gerne fortælle historien om Friis & Moltke arkitektur i Syddjurs.

Det bliver kenderen og en god ven af Knud Friis og Elmar Moltke arkitekt Jørgen Rahbek Thomsen, der holder foredraget på Maltfabrikkens Kulturloft onsdag 11. maj og den følgende onsdag,18. maj, guider han en studietur i bus ud til mere eller mindre kendte Friis & Moltke byggerier i hele Syddjurs.

Læs også

Del artiklen