Fotoudstilling: Verden skal vide, hvad der sker

Vera Blansh fra Kyiv rejser rundt i krigen og registrerer med sit kamera, hvordan den ændrer hendes land og virkeligheden. Den næste uge kan hendes billeder opleves og købes på Maltfabrikken. Al salg går til ambulancetjeneste i Ukraine.

Artiklens øverste billede
Skolebarn i Kyiv fletter camouflagenet af stofrester. Foto: Vera Blansh

Fra 4. - 11. maj kan en helt unik udstilling med fotokunst fra krigen af Vera Blansh fra Kyiv opleves på Maltfabrikken i Ebeltoft.

Vera Blansh havde lagt karrieren som modefotograf på hylden for at fordybe sig i sin kunstneriske praksis, da Putin satte sin hær ind i Ukraine.

»Jeg havde planer om at lave en fotobog, men jeg havde svært ved at beslutte mig for, hvad dens emne skulle være. Jeg havde overvejet mange ting, krig var ikke en af dem. Nu har jeg flere tusinde af billeder af krig, og hver dag tager jeg flere,« fortæller hun til Amltfabrikken via Messenger og fortsætter:

»Det vigtigste for mig lige nu er at få mine billeder ud i så mange af verdens afkroge som muligt. Verden skal vide, hvad der sker«.

Fotograferer alt

Vera Blansh er uddannet fra den fotografiske skole i St. Petersborg og Central St. Martins i London, og har siden 2007 leveret billeder til prominente magasiner som Harpers Bazar, Vouge og La Botanica, sideløbende med sine egne projekter.

Skolebarn i Kyiv fletter camouflagenet af stofrester. Foto: Vera Blansh

Nu fotograferer hun alt, hun møder på sin vej, fra krigens destruktive kræfter repræsenteret af udbrændte biler, bombede huse og sønderskudte tanks, til håbefuld og trodsig overlevelsesvilje, som når Kyivs indbyggere sikrer byrummets kulturarv med sandsække og fletter camouflagenet af indsamlede stofrester.

 »Det vigtigste for mig lige nu er at få mine billeder ud i så mange af verdens afkroge som muligt.

Vera Blansh, fotograf, Kyiv

Støtter ambulancer

Når Vera Blansh udstiller uden for Ukraine, sender hun billedfiler til udstillingsstedet, som sørger for print og ophængning. Derfor har hun ikke mulighed for at signere de printede fotos, men hun garanterer, at der kun bliver trykt ét eksemplar af hvert billede for hvert udstillingssted, og at det samlede antal gange, et billede bliver printet og udstillet, er meget begrænset. Hele Veras indtjening fra billederne går til at støtte driften af en frivillig ambulancetjeneste, som yder bistand til ukrainske soldater.

I forbindelse med udstillingen af Vera Blansh’s billeder og weekendens arrangement ’Støt Ukraine’, er der foruden de udstillede fotos fremstillet en plakat, som er trykt i 50 eksemplarer og sælges for 150 kr. Udstillingen findes i X-rummet ved Maltfabrikkens hovedindgang.

Læs også

Del artiklen