Udsolgt til foredrag med Ruslandkenderen Leif Davidsen

Rønde Kunstgræs samlede igen fuldt hus til et foredragsarrangement på en hverdagsaften. Denne gang var det den altoverskyggende krig i Ukraine og fremtiden for Præsident Putin, når krigen engang er slut.

Artiklens øverste billede
180 tilhørere en hverdagsaften i Rønde Idrætscenter til et foredrag om krigen i Ukraine med Ruslandkenderen Leif Davidsen viser med stor tydelighed, at krigen er tidens altoverskyggende tema, men også at folk gerne dukker op, hvis der er et vægtigt tema på dagsordenen. Foto: Frederik Thøgersen.

Interessen for at forstå baggrunden for krigen i Ukraine og præsident Putins planer og opfattelse af verdenshistorien er stor på de hjemlige breddegrader.

Det kom forleden til udtryk i Rønde Idrætscenter, hvor 180 mødte frem for at lytte til et foredrag af forfatteren og journalisten Leif Davidsen.

I firserne var han hele nationens Mr. Moskva som DRs korrespondent (1984-1988) i Sovjetunionen. Siden har løbende kommenteret situationen østpå, både da Sovjetunionen faldt og Rusland blev resultatet med fri adgang til en despot som Putin.

»Det er Putins skyld, at det her er sket. Man kan ikke invadere et naboland på den måde. Mange russere opfatter ovenikøbet ukrainerne som et broderfolk. Jeg vil vædde med, at de arme russiske soldater har fået at vide, at de ville blive modtaget som befriere,« er Leif Davidsens grundsynspunkt på krigen i Ukraine, som han har sagt det i flere sammenhænge bl.a. til Avisen Danmark 19. marts 2022.

Ikke første gang

Det var Rønde Sparekasse, Spar Invest og Rønde kunstgræs som stod for arrangementet.

»Foredraget blev udsolgt med 180 deltagere, hvoraf de 75 også kom og spiste et stjerneskud i cafeen i Rønde idrætscenter. Tilskuerne fik en inspirerende og levende fortælling om Ukraine og Rusland konflikten. Leif Davidsen var meget oplagt og skiftede mellem små sjove anekdoter og mere alvorlige fortællinger i forsøget på at forklare Ruslands invasion,« fortæller Frederik Thøgersen, Uddannelsesleder hos Viden Djurs Rønde og formand for Rønde Kunstgræs.

Foreningen Rønde Kunstgræs har med stor succes tidligere lavet lignende velbesøgte foredragsarrangementer, hvor overskuddet går til driften af kunstgræsbanen.


Læs også

Del artiklen