Nyt museumsprogram lokker med sund, sjov og skinnecykel
Det er sommer, det er sol, og et spritnyt program fra Museum Østjylland er på gaden. Her kan du gå på opdagelse i kulturhistorien og finde oplevelser, der passer lige til dig.

Museum Østjylland byder på oplevelser på museet i Grenaa, på BMA Maltfabrikken, i Farvergården, på Det Gamle Rådhus – og selvfølgelig ude i sommerlandet, hvor man blandt andet kan hoppe på skinnecyklen eller tage en traditionel cykeltur til historiske hotspots på Djursland.
Ingen tvivl om at den kommende særudstilling på museet i Grenaa, Kolindsund – søen, der deler vandene kommer til at sætte sit aftryk på sommerens program. Udstillingen åbner 4. juni, og de kommende sommermåneder byder på omvisninger i udstillingen, foredrag og arrangementer om de topaktuelle emner natur, biodiversitet og klima. I år er det 150 år siden, at Kolindsund blev drænet – med skovl og håndkraft – nu taler nogle for at få søen genskabt, andre er hårdt imod.
I juni kan man kigge forbi fortællecaféen i Kolind+ og fortælle sin egen sjove, spændende eller overraskende historie om det omdiskuterede sund midt på Djursland.
Sender live

Som hovedregel er arkæologiske udgravninger forbudt område for ikke-fagfolk, men i to live-streaminger kan man i juni komme helt tæt på udgravningerne i Ginnerup i Norddjurs. Her udgraver Museum Østjylland, Moesgaard Museum og 25 studerende en fundplads fra bondestenalderen med et enestående, 5.000 år gammelt fund af knogler fra vildheste. Fund, der har givet genlyd både inden- og udenlands. Hør historien og se arkæologerne over skuldrene i de to live-streaminger via museets facebookprofil og hjemmeside.
Har man mere lyst til selv at komme ud i det blå, så hop på cyklen og nyd en historisk cykeltur i det drænede Kolindsund eller grib chancen for at prøve en skinnecykel på turen fra Allingåbro til Floes.
Kodeord og lidt om bæ
Museet har som altid sjove sommeraktiviteter for børnene – og nogle gange kan de endda også lære noget. Vær for eksempel kreativ på den vilde, sjove eller smukke måde, når de gode folk i BMA Maltfabrikken er i det idérige humør og vælter kasser med alverdens dimser og dutter, glimmer og pailletter ud og går i gang med limpistoler og toptunet fantasi.
Du kan også gå på opdagelse efter historier om vand i udstillinger i Grenaa, gætte kodeord i Farvergården eller måske tage på forunderlig oplevelsestur med trolden Grindu i Grenaa by.
Og så byder BMA i Maltfabrikken på en usædvanlig formiddag med historier for børn om bimmelim og bummelum til alle tider.
Kunst og kreativitet
BMA på Maltfabrikken blænder hen over sommeren op for aktiviteter med et kreativt omdrejningspunkt. Gå på opdagelse i kunstinstallationen Papirhavet/Papirhaven og oplev tusindvis af foldede og opslåede bøger, der breder sig ud over de rå vægge. Kunstinstallationen er skabt af iscenesætter Sara Topsøe-Jensen og fingernemme lokale fra Ebeltoft og omegn samt et kunstnerisk byggehold. Bliv selv en del af værket og fold en bog i smukke mønstre og plant den i Papirhavet/Papirhaven.
Også linoleumstryk – der er vendt tilbage med stor kraft fra 1970’erne – når kan man i juli skære og trykke på Maltfabrikken.
Der er entré til enkelte arrangementer, men det meste er gratis.
Programmet kan ses på museets hjemmeside www.museumoj.dk .
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Norddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Norddjurs' nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Norddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs