Jørgen Gleerup: »Kæmpe, dybfølt tak for 39 dejlige år i Folkekirkens tjeneste«

Søndag 22. maj trækker Jørgen Gleerup i præstekjolen for sidste gang for at begive sig hen i den kirke, der har fyldt så meget for landmandssønnen fra Drammelstrup, som egentlig startede med at blive udlært som ekspedient i datidens tøjbutik i Allingåbro.

Artiklens øverste billede
»Alting har sin tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.« (Præd. 3, 1-4). Jørgen Gleerup er nået til skelsår og alder. Søndag slutter 39 års præstegerning for ham. Foto: Lars Norman Thomsen

Livet handler om at holde af, holde om, holde ved og holde ud.

Sådan causerer Jørgen Gleerup, årgang 1953, i et af sine foredrag, som han har været rejsende med i en årrække, når præstegerningen har levnet plads til det i kalenderen. Om kærlighedens pris og nødvendighed gennem de gode dage og de svære dage.

Søndag 22. maj takker den folkekære sognepræst af. I 39 år har han holdt af, holdt om, holdt ved og holdt ud.

De sidste 31 år med præstegården i Thorsager som afsats for et liv, der har givet ham så mange glæder.

»Thorsager er et bette sted, hvor man hænger godt sammen. Jeg har bare været så glad for at være præst her.«

Glade har sognebørnene også været for deres præst. Det tør vi godt skrive uden at kunne henvise til en spørgeskemaundersøgelse i en diger konsulentrapport.

Det samme kan jeg sige om Rønde, men det er selvfølgelig mest i Thorsager, at jeg har været præsten, også selvom jeg bestemt har haft flere opgaver ved Bregnet Kirke i det hele taget,« funderer han over en kop kaffe i personalestuen i graverbygningen ved Bregnet Kirke med udsigt til Egens Vig.

Aldrig stresset

Stress i arbejds- og privatlivet er tidens svøbe. Det har givet grobund for, at såkaldte livstilscoaches af alle mulige slags er blevet en industri.

Selv har Jørgen Gleerup sjældent følt sig stresset.

»Du har vel travlt,« har det ofte lydt spørgende til præsten.

»Jeg kan ikke holde det ord ud. Selvfølgelig har der været nok at gøre. I nogle perioder mere end i andre, men jeg kan bare ikke klare at blive konfronteret med, at jeg skulle have mere travlt end andre mennesker. Jeg har nu heller aldrig delt min dag op i afmålte tidspunkter, og kommer heller ikke til det i mit seniorliv. Kontortid fra 8 til 16 har jeg aldrig dyrket.«

Herfra min verden går

Det stod slet ikke skrevet over Jørgen Gleerups vugge, at han skulle læse teologi på Aarhus Universitet og siden blive præst.

Det er fra et landmandshjem i Drammelstrup ved Allingåbro, at hans verden som ældste i en børneflok på tre brødre går.

»Jeg er rundet af landbruget og Grundtvig i et ægte Venstrehjem, hvor både min mor og far havde gået på højskole i deres unge år. Dybt i min sjæl er jeg bonde, og jeg nærer en dyb respekt for landmændene, også selv om jeg aldrig har stemt på deres parti,« lyder det med et smil.

Som ældste søn var der måske en uudtalt forventning om, at det var ved landbruget, at han skulle have sin fremtid med tanke på at overtage fødegården, når den tid kom.

»Det var slet ikke planen, at jeg skulle være student og læse videre efter, da jeg i 1970 fik realeksamen fra Auning Skole. Husk på i min slægt var hovedparten bønder, så at jeg skulle blive den første student i familien, havde ingen set komme. Heller ikke jeg selv.«

Lyden fra Liverpool

Det blev aldrig landmandslivet, der fik glæde af den senere sognepræst.

»Jeg blev aldrig god til at køre en mejetærsker eller pløje en mark. Mine brødre var langt dygtigere. Jeg kom i lære som ekspedient i en tøjforretning, Victor Marcussen – herreekviperingsforretning, i Allingåbro på byens hovedgade.«

»Modetøj og musik var ikke så fremmed for mig efter, at jeg var blevet vild med Beatles, musik i det hele taget, og alt det der fulgte med.«

»Hos Victor Marcussen kom landmændene om fredagen ind fra de omkringliggende byer sammen med deres familier for at handle og prøve tøj, men allerede efter et år havde jeg afgjort med mig selv, at jeg ville noget andet. Jeg løb selvfølgelig ikke af plads, men da jeg var udlært tog jeg et år til Norge på Højskole. Min far og mor havde i forvejen bekendte i Norge og en stor veneration for landet.«

Det ene år i Norge var med til at forme Jørgen Gleerup, og det var her, at han besluttede sig for at læse teologi.

Han ville ikke tilbage på nålefilten og sælge tøj.

»Tiden i Norge gav mig skubbet, selvom jeg først skulle være student, men det var ikke sådan, at der kom en engel til mig og fortalte mig, hvad jeg skulle.«

Rønde var inde i overvejelserne, men det blev i Høng på Sjælland, at et toårigt studenterkursus blev gennemført i årene 1974-1976 med overgang til teologistudiet på Aarhus Universitet umiddelbart efter sommerferien i 1976.

Når det blev Høng og ikke Rønde var forklaringerne flere. Jørgen Gleerup ville allerhelst på udebane.

»Dette at tage skulle tage en studentereksamen var ukendt land, og jeg mente, at det var bedst i den situation at være et andet sted end på Djursland.«

Superpædagogen Sløk

Studietiden i Aarhus blev seks år, hvor det hele spillede. Også den guitar, som Jørgen Gleerup købte som 17-årig hos en marskandiser i Randers. Han lærte sig et par greb inspireret ikke blot af Beatles, men i høj grad også af sit store idol, Bob Dylan.

På Universitetet var det især den berømte professor Johannes Sløk, der bjergtog ham.

»Jeg havde Sløk til Etik, og det var en oplevelse. Han var en fantastisk pædagog, der med tre streger på tavlen kunne gøre indviklede ting forståelige. Det er den stærkeste pædagogik, jeg har oplevet, og så introducerede han mig for Søren Kierkegaard, som jeg siden har taget til mig og fortsat læser ofte.«

»Sløk, sagde De til os studerende: »Jeg vil gerne have De består, for jeg er modstander af eksaminer.«

Det var også i Aarhus, at Jørgen Gleerup mødte Ruth, der er sygeplejerske og stammer fra Vestjylland, og som siden blev hans kone.

Kærligheden blomstrede så meget, at det unge par ventede tvillinger, før sidste eksamen var i hus.

»Jeg gennemførte studiet på seks år.”

Jeg lover at hænge min præstekjole op på et søm, og der bliver den hængende, når jeg har holdt mine sidste prædikener på søndag.

Jørgen Gleerup

Otte år i Viby

»Tro nu ikke, at jeg er et vildt bogligt menneske. Jeg er mere praktiker og har ikke dyrket teologien helt ud i hjørnerne.«

Allerede under studietiden arbejdede Jørgen Gleerup som sognemedhjælper ved Helligåndskirken i Aarhus. Det, der svarer til vor tids kirke- og kulturmedarbejder.

Han havde derfor allerede jord under neglene, da han i 1983 efter sin eksamen startede som sognepræst ved Ravnsbjergkirken i Viby. Her afløste han Christian Højlund, som præst. Også hans vugge stod i Allingåbro på Højlundfamiliens Julielund. De er fortsat nære venner.

Det blev til otte gode år i Viby, men familien, der nu var blevet til fem, var meget stemt for at komme på landet - også af hensyn til børnene.

I 1991 rykkede de ind i præstegården i Thorsager, da en stilling blev ledig, og resten er historie.

Gamle pastor Viggo Lindum gav mig et velment råd: »Du skal jo være, den du er, andre kan du heller ikke være.«

Det var en godt råd.

Jeg havde Sløk til Etik, og det var en oplevelse. Han var en fantastisk pædagog, der med tre streger på tavlen kunne gøre indviklede ting forståelige.

Jørgen Gleerup

Den synlige præst

I de 31 år som sognepræst i Thorsager-Bregnet-Feldballe pastorat har Jørgen Gleerup involveret sig i sognenes liv på mange fronter.

Han har været den synlige præst, der har keret sig om kirkens kerneopgaver: Højmessen om søndagen først og fremmest, men også besøgene hos Marie, der var syg og hos Anton, der var kommet på sygehuset.

Præstegårdsladen i Thorsager og Egegård i Rønde har gennem tiden været hjemsted for velbesøgte sogneaftener, omfattende foredragsvirksomhed og højskole.

I kirkerne har koncerter været med til at brede kirkelivet ud til flere.

Tid er det også blevet til at være formand for den lokale borgerforening, Thorsager Bylaug, og dyrke passionen for fodboldspillet både som ungdomstræner i TRIF og aktiv oldboysspiller, også i tredje halvleg.

»31 år er lang tid, og selvfølgelig har jeg lært mange mennesker at kende og forsøgt at være der for dem, når de havde behov for at snakke med deres præst. Nu vokser Thorsager målt på antal indbyggere i disse år, og mange børnefamilier kommer til, som jeg ikke kender. Derfor er det også det perfekte tidspunkt for et generationsskifte i præstegården.«

Ruth Pedersen og Jørgen Gleerup er allerede flyttet til deres nye bopæl i Rønde.

»Sådan skal det være. En ny præst skal ikke se den forhenværende komme traskende på vejene i Thorsager. Jeg lover at hænge min præstekjole op på et søm, og der bliver den hængende, når jeg har holdt mine sidste prædikener på søndag. Kun en begivenhed i den nære familie, lykkelig eller smertelig, kan få mig til at tage kjolen på igen og bede om lov til at låne kirken, men jeg vil komme i kirkerne i civilt antræk til gudstjeneste. Det er en vigtig del af mit dna, så selvfølgelig.«

Tomrum, men ...

Ligesom alle andre, der siger farvel til deres mangeårige virke, kan Jørgen Gleerup også ane det tomrum, som vil opstå efter på søndag.

Sådan må det være, men han glæder sig også til det liv, der kommer.

Folktrioen Kanstrup-Gleerup-Thomsen skal pudses af, og det samme skal Jørgen Gleerups eget guitarspil. Foredragsvirksomheden bliver heller ikke lagt på hylden.

Han er nok rundet af Grundtvig, men Søren Kierkegaard, Martin A. Hansen og Bob Dylan, tre af hans ikoner, bliver der yderligere mulighed for at dyrke med intensitet.

»Søren Kierkegaard kom til at fylde meget i mit præsteliv. Hans forfatterskab har betydet mere og mere som mit bagtæppe. Han fik mig til at grave et spadestik dybere og tvang mig til at dekonstruere mit liv for simpelthen at holde mig selv ud som præst.«

Jørgen Gleerup har netop genlæst Martin A. Hansens ’Løgneren’, der i fordums dage blev læst op i Radioen af skuespilleren Poul Kern.

»Han har en dybde i sit forfatterskab, som tidligt fangede mig. Martin A. Hansen blev misforstået og beskyldt for at være umoderne af Modernisterne. Men han var netop moderne og skildrede i sit religionshistoriske storværk ’Orm og Tyr’ (1952, red.) inciterende det religiøse liv i Norden fra de første jægeres naturdyrkelse til vore dages kristendom.«

Digteren Søren Ulrik Thomsens ’to etager’, når vi ikke at få med i denne omgang, men vi kan afsløre, at den snart forhenværende er enig med Thomsen.

»Biskopperne skulle stoppe med at være kloge på Rwanda, hvis du spørger mig,« lyder det, så det ikke er til at misforstå - med henvisning til netop Søren Ulrik Thomsen.

Jørgen Gleerup runder af søndag 22. maj: Klokken 9:30 i Thorsager Kirke, klokken 11 i Bregnet Kirke og med menighedsrådets afskedsreception i Egegård klokken 12.30.

»Jeg ønsker egentlig ikke den store festivitas, men alligevel dejligt at få mulighed for, at udtrykke en kæmpestor, dybfølt tak for 39 dejlige år i Folkekirkens tjeneste.«


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.