Søndag går flagene til tops i Pindstrup
Søndag 12. juni går flaget til tops i Pindstrup, når byens hæderkronede sportsforening fylder 100 år.
Det er i sandhed en bemærkelsesværdig præstation at fylde 100 år.
Viking Pindstrup gør det i 2022, og søndag 12. juni markeres fødselsdagen på behørig vis i den nybyggede Multisal i tilknytning til Pindstruphallen og klubhuset med tilhørende cafeteria.
Syddjurs borgmester Michael Stegger Jensen (S) holder jubilæumstalen. Borgmesteren kender omgivelserne særdeles godt fra sine mange år som aktiv fodboldspiller i IF Midtdjurs, og han kan fortælle historier om fortidens lokalopgør med mange mennesker på lægterne, og en tredje halvleg, der varede længere end selve kampen.
En af Steggers partikammerater og forgængere i en borgmesterstol, Hans Chr. Baltzer, kender Pindstrup i nutid og fortid bedre end de fleste.
Derfor var det oplagt at bede den tidligere Midtdjurs borgmester (1994-1997) og lokalhistoriker con amore om at skrive en jubilæumsbog. Opgaven tog Baltzer naturligvis på sig, og bogen præsenterer bysbarnet ved jubilæumsarrangementet.
Den indeholder mange muntre og skønne historier om foreningen, som byen og dens borgere altid har stået last og brast om.
Hans Chr. Baltzer var i en lidt yngre udgave selv meget involveret i Viking Pindstrups ve og vel både som leder, træner og aktiv.
Jubilæumsbogens forfatter var således i de unge år en mere end habil badmintonspiller som hørte til de bedste i både single og double på Djursland.
I dag hører han til den faste flok af seniortennisspillere i foreningen.
Kølig Kaj
Hovedformand Erik Mønster forventer stort rykind fra nær og fjern af nuværende og tidligere medlemmer til jubilæumsarrangementet.
Bl.a. vil mange fra det stærke ynglingehold fra starten af 1970’erne, som nærmest vandt rub og stub, og hvor Erik Mønster selv var en raket i højre side, dukke op og tage en tur ned ad Mindernes Allé.
En der helt sikkert dukker op er Thomas Max Lægaard. Han var en markant figur i bylivet i Pindstrup i barn- og ungdommen og også aktiv i byens forening i alle mulige og umulige idrætsgrene. Samtidig sørgede han for en latterorkan i sommerfestteltet i juni, når det lokale revyhold spiddede byen på kærlig vis.
Han blev landskendt under kunstnernavnet Kølig Kaj, da han i 1997 vandt Dansk Melodi Grand Prix med rapsangen ’Stemmen i mit liv’. Den opnåede en del succes i Danmark, og toppede #4 på Tjeklisten, hvor den var i alt 7 uger.
Det var den første danske rapsang, der vandt et Melodi Grand Prix. Kølig Kaj sikrede på grund af sejren i Dansk Melodi Grand Prix en billet til Eurovision Song Contest i Dublin. Her gik det knap så godt, og det blev kun til en 16. plads, ud af de 25 deltagende lande, men aftenen husker man i Pindstrup endnu.
Pindstruphallen var fyldt til bristepunktet med de fleste af byens borgere på tværs af generationer samlet til mad og drikke, fest og farver, og storskærm med direkte link til Dublin.
Ved jubilæumsarrangementet dukker Thomas Max Lægaard naturligvis op med en overraskelse i dagens anledning.
Uden at røbe for meget er det noget med et All Star fodboldhold af spillere, som gjorde Pindstrup Stadion endnu grønnere i fordums dage.
Pindstrupsangen
En 100 års fødselsdag fortjener også en sang.
Derfor har arrangørerne bedt parret Kirsten og Helge Qvist Frandsen om at deltage og synge for på Pindstrupsangen.
Helge Qvist Frandsen blev ansat som præst i Hviding-Rejsby sogne i 1965 efter endt uddannelse.
I 1968 blev han gift med Kirsten, og parret blev kendt, som et meget afholdt og respekteret præstepar.
I 1975 søgte parret nye udfordringer og fik deres virke i Marie Magdalene og Koed Sogne.
Her var Helge Qvist. Frandsen præst ved 3 kirker, bl.a. i Pindstrup, og i 1979 blev han udnævnt til provst. Dette embede forvaltede han til sin pensionsalder i 2007.
Kirsten Frandsen kompletterede sin husbond som mangeårig organist.
’Kan du huske dag’
Undervejs serveres der både våde og tørt til de fremmødte, og der er også tænkt på børnene. For dem bliver der lavet særlige aktiviteter i løbet af eftermiddagen.
Det bliver en ’Kan du huske dag’ for mange, og der bliver rig lejlighed til at snakke hen over bordene og på de udendørs arealer, hvis vejret tillader det.
Jubilæumsarrangementet begynder klokken 11.30 og slutter klokken 16.