Anne Linnet: Fedt publikum i Hornslet

Rosenholmfestivalen forventer rekordmange gæster i løbet af weekenden. Fredag aften åbnede Anne Linnet og lørdag er der masser på programmet, også for børnefamilierne.

Artiklens øverste billede
Alle elskede Anne Linnet i teltet fredag aften – og hun elskede Hornslet. Foto: Anne Frank Henriksen

50 år har hun været i dansk showbiz, og erfaringen lod sig ikke fornægte, da Anne Linnet fredag aften åbnede Rosenholm Festivalen i et telt fyldt til bristepunktet af gæster, der skabte lige så meget spjæt og stemning, som når køer kommer på græs. Og den energi kunne Anne Linnet mærke på scenen:

”Det har været helt fantastisk at spille her. Sikke et fedt publikum der er her i Hornslet. Og en fed festival. Størrelsen på teltet er god. Det er så skønt at spille og mærke mit publikum igen” sagde hun efter koncerten, da hun sammen med sit band hang ud i backstageområdet.

Aftenen inden havde hun åbnet Heartland Festival på Fyn, som har ikke mindre end 18.000 gæster, så en lidt anden størrelsesorden end de 1500, der var i teltet fredag aften, men følelsen var den samme:

”Der er proppet fra første øjeblik og folk er så klar. Vi har alle sammen savnet at være sammen om live musik og det er det, vi mærker. Det er så dejligt at været tilbage på scenen igen. Jeg elsker jo at optræde, og publikum her i Hornslet var for vilde,” siger hun med en flaske vand i den ene hånd, en smøg i den anden og sin helt karakteristiske dybe stemme, som har skabt dansk musikhistorie gennem flere generationer.

Formanden har rekord

Siden onsdag har frivillige været i gang med at stille telte op til festivalen, som ikke har været holdt siden 2019.

”Jeg har jo faktisk en rekord som den formand, der har siddet længst og holdt færrest festivaler, griner Omar Karsbek som har siddet i stolen siden 2019 og nu i den grad er glad for endelig at kunne lave en fest i stedet for at corona-fremrykke koncerter og søge underskudskompensation, som de sidste to år er gået med.

Det er lykkedes holdet bag festivalen at indsamle rekordmange penge i år fra sponsorater og fonde og en kommunal pulje.

”I år har vi brugt 400.000 kroner bare på musikken. Så kommer lyd og lys og alt det andet oveni, så der skal langes noget mad og drikke over disken i løbet af dagene for at hive en omsætning hjem. Det er vigtigt, at folk kommer og støtter ved at købe godt med mad og drikke,” siger Omar Karsbek.

Han er nu mere end fortrøstningsfuld forud for åbningen fredag.

”Jeg tror, der kommer rekord mange gæster i år. Det bliver ekstra stort fordi folk har savnet det så meget. Det håber vi i hvert fald inderligt. Og jeg synes, vi har fået skruet program sammen, så det bliver en byfest for hele familien, siger han.”

Som noget nyt har festivalen nemlig skruet op for børneaktiviteterne i programmet.


Jamen, det er en af overskrifterne på nye tiltag i år. Vi har lavet mange aktiviteter for børnefamilierne. Børnedisco fredag aften og i samarbejde med Kulturgrund kan man se børneteater lørdag. Så kommer Kalles trommeshow fra Ramasjang lørdag og så er der jo de to hoppeborge, vi har fået plads til.

Gensyn

Som så mange andre arrangementer dette forår, har Rosenholm også oplevet mangel på frivillige hænder.

”Vi har nok 250, men vi ville gerne have haft 300. Men vi klarer den, fordi dem, der er med, giver den en ekstra skalle. Så tager de bare lige en ekstra vagt. Det er helt utroligt, det store engagement, der er her,” siger frivilligkoordinator Rikke Ugilt.

Og det engagement sætter formand Omar Karsbek stor pris på.

”I princippet kunne omsætningen jo falde, fordi der ikke er hænder nok til at servicere. Men så finder der heldigvis de her ildsjæle, der tager ekstra fat. Vi lykkes jo hver gang med at holde en festival, og det gør vi også denne gang, men ingen tvivl om, at vi gerne ville have flere frivillige”, siger han.

Som frivillig får man et hjælperarmbånd og hjælperfest senere på året.

”Jeg hører, at der mangler frivillige mange steder, men jeg tror faktisk aldrig, at der har været flere frivillige i vores samfund, end der er nu. Jeg tror, det opleves sådan, fordi der aldrig har været så mange arrangementer, som der er nu, og det er det, der får det til at se ud som om, at frivilligheden er i knæ. Det mener jeg ikke, den er,” reflekterer formanden.

Rosenholm festivalen har eksisteret i mere end 30 år, og for mange er det en lejlighed til at komme og hilse på gamle venner og bekendte.


Rosenholm Festival samler alle aldre til byfest.


Inge og Jens Bak, som begge er 77 år og har boet i Hornslet siden 1967, var da også forbi fredag aften.

”Vi skulle lige ud at have noget luft, selv om hun er god, hende Anne Linnet. Vi kommer her hvert år. Det er jo sådan en fest, der samler folk her i byen.”

Ægteparret når da heller ikke at bevæge sig mange meter videre, før der er en forbipasserende, der siger:

”Er det dig, Inge?”

I den friske luft har nogle veninder i 30’erne samlet sig. Den ene undskylder sig, imens hun med et glimt i øjet forklarer, at hun lige bliver nødt til at prøve at få styr på sine børn, der zapper mellem børnedisco og hoppeborg. Rikke Damgaard på 31, som især har glædet sig til at høre Back to Back, har fået sine børn passet.

Jeg hører, at der mangler frivillige mange steder, men jeg tror faktisk aldrig, at der har været flere frivillige i vores samfund, end der er nu. Jeg tror det opleves sådan, fordi der aldrig har været så mange arrangementer, som der er nu.

Omar Karsbek, formand Rosenholm Festival

”Vi er jo altid kommet her. Vi startede uden for hegnet, da vi var unge, og nu er vi blevet børnefamilier. Det er sådan et sted, alle kommer. Gamle venner, medforældre fra børnenes institutioner, kolleger osv. Vi har lige mødt en, vi ikke har set siden gymnasiet.”

Ung med de unge

Festivalens gæster er en god blanding af unge, dem midt i mellem og gamle. Traditionen tro hænger de helt unge ud i området omkring festivalen, flankeret af SSP (samarbejde mellem skoler, sociale myndigheder og politi), som i øvrigt havde en travl dag fredag med både 9. klassernes skoledag og festivalen. Det fortæller områdekoordinator i Syddjurs, Heine Skovbak Iversen.

”Vi er til stede hele weekenden. Vi har sendt en masse af vores SSP-folk på gaden her i weekenden, og så går vi lidt rundt og snakker med de unge og guider dem, hvis der er brug for det. Vi er jo ikke politi eller vagtværn, vi er ungdomskonsulenter, men vi samarbejder jo selvfølgelig med vagterne og politiet, så hvis der bliver optakt til noget uhensigtsmæssigt, så kan vi lynhurtigt reagere på det i fællesskab. Det er godt for de unge, at de nu kan komme ud at feste, og Rosenholm Festival er en fin og festlig ting, hvor de unge oplever fællesskab i en byfestlignende ramme. Det bakker vi selvfølgelig op om,” siger han.

50 år har hun været musiker, og selv om man kunne tro, at et job i Hornslet måske ikke ville kunne kaste magi af sig for sådan en erfaren kunstner, så var Anne Linnet nærværende og udstrålede ægte spilleglæde på scenen i Hornslet.


Mens de unge byfester uden for pladsen fredag aften, og nok for de flestes vedkommende er helt okay med at gå glip af for eksempel Anne Linnet, så rocker den 68-årige sangerinde faktisk stadig og ret stabilt den halvakustiske guitar til blandt andet nummeret ’Du er så smuk og dejlig’på scenen fredag aften.


”Vi har prøvet at få hende i fem år, og endelig lykkedes det,” siger booker Carsten Gløvermose.

I teltet er en blanding af alle aldre og lige foran scenen har fem unge mænd taget plads og de giver den i den grad gas med at juble og hylde. Anne Linnet er med på den, high-fiver, lader dem synge med i mikrofonen og kaster vand ud over dem, da de tager deres trøjer af og svinger dem over hovedet. Hun har en fest med Hornslets publikum.

Inden det femte nummer ’Ingen tid at spilde’, siger hun:

”Når man er ung, så føler man så udødelig. Når man bliver lidt ældre, begynder man at tænke, at man måske skal begynde at passe på sig selv. Og når man så bliver så gammel som mig, så tænker man: Det er godt nok gået hurtigt. Husk, der er ingen tid at spilde.”

Publikum denne aften og festivalens gæster i det hele taget ligner ikke nogen, der har tænkt sig at spilde et sekund mere. Rosenholm Festival er endelig i gang igen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.