Kolind Revyen sjov, humoristisk og bisset på den fede måde

Efter to års ufrivillig pause grundet pandemien var sulten stor efter at samles i stor flok lørdag aften i Byhallen for at høre revyholdets fortolkninger af Livets gang i Lidenlund = Kolind.

Artiklens øverste billede
Bedemand og menighedsrådsformand Søren Rønde Hansen i skikkelse af Thomas Nymann Nielsen omgivet af resten af revyholdet i Kolind Revyens måske bedste nummer. Foto: Lars Norman Thomsen

Det kan godt være, at en række butikslukninger i den gamle handelsby smerter både indehavere og borgere lige nu, men ikke mere end, at sulten efter at kere om en Kolinds stolte og sejeste traditioner Kolind Revyen altid vil være i højsædet.


Kolind Revyen har samlet tre generationer i Kolind hvert år i juni. Forrest fra v: Lone Sixhøj, Jannie Kjellerup Rauff og Nanna Sixhøj. Bagerst fra v.: Anders Lund, musiker Jesper Skovsgaard Mogensen, hjælperne Louise Fogh og Pia Jensen, Lars 'HP' Petersen og Thomas Nymann Nielsen. Foto: Lars Norman Thomsen

Byfesten i juni slutter altid med et clou lørdag aften, når Revyholdet indtager scenen efter en fyldt Byhallen har fået mættet mundene, og den afsluttende dessert er røget indenbords.

I to år har pandemien været en bagstopper.

Derfor var det både et tændt revyhold og et forventningsfuldt publikum, der gjorde sig klar klokken lidt i 20.

Revyholdet og hjælperne bag scenen gik lidt hvileløse rundt bag bagtæppet og gjorde de sidste forberedelser, før scenen blev givet fri.

Mange Kolind borgere har stået på den scene velsagtens siden tilbage til 1970’erne, så det er hvert år store sko, der skal udfyldes.

En af dem, der udfyldt skoene i mange år, men kun er med på sidelinjen, er Ann Bødker, mangeårig divaen på mange fronter i Kolind Revyen

Adresseavisens udsendte talte lige kort med hende, før det gik løs, hvor hun kunne fortælle, at hun havde bidraget lidt på tekstsiden og med lidt finish i slutfasen, men ellers havde haft sin tid.

»Tiden er ikke længere til det,« lød det fra Ann Bødker, der de seneste fire år har arbejdet som afdelingsleder på Auning Skole.

Fra revystjerne til politiker

På forhånd have revyholdet annonceret, at en af de tidligere scenekunstnere, bysbarnet Kasper Kolstrup Møller, der nu er hører til juniorholdet i Syddjurs Byråd, ville spille en afgørende rolle.

Det kom allestedsnærværende Kasper Kolstrup Møller sørme også til. Synd, at han var forhindret i at sidde med på tilskuerpladserne, men en polterabend med en nær kammerat forhindrede det.

Revyholdet havde bygget numrene op med en rundtur i Kolind med Kasper Kolstrup Møller i førersædet, og det kaldte mange gange på smilet, også det helt store i flere øjeblikke.

»Kolind Revyen kan føre til alt, og må du hoppe af scenen på et tidspunkt, kan du jo altid blive politiker,« som det citeret frit efter hukommelsen blev sagt af en kloning af Kasper Kolstrup Møller umiddelbart før tæppet gik ned.


Thomas Nymann Nielsen trak et stort læs både som aktør og skriverkarl. Her er han en kloning af borgmester Michael Stegger Jensen. Foto: Lars Norman Thomsen

Hele byen rundt

Kolind Revyen er så ultralokal, at du enten skal bo i byen eller følge godt med i hverdagens små og store begivenheder i byen for at kunne få glæde af de revytekster, der i hastigt tempo bliver afleveret af aktørerne.

Kolind Revyen er lokal-lokal, og det er dens store styrke. På den måde samler den, mere end den spreder, og det er derfor, at publikum hvert år stimler til i tre generationer.

I Socialdemokratiet går vi ind for normeringer i børnehaverne, der kan sammenlignes med betjeningen i Kejser Sko, hvor der altid står to eller tre klar til at ekspedere dig.

Hørt i Kolind Revyen

Mange højdepunkter

Det er naturligvis svært at gengive de mange højdepunkter fra den langt over en time lange revy, men mange af teksterne var særdeles veltunede som altid.

Sjovt var det at høre borgmester Michael Stegger Jensen i skikkelse af Thomas Nymann Nielsen give sit syn på Kolind anno 2022.

For eksempel denne:

»I Socialdemokratiet går vi ind for normeringer i børnehaverne, der kan sammenlignes med betjeningen i Kejser Sko, hvor der altid står to eller tre klar til at ekspedere dig.«

Thomas Nymann Nielsen, der i sine unge år aldrig blev kaldt andet end ’Fister’, var i det hele taget et stort aktiv med sin evne til at få sine tekster dejligt underspillet ud over rampen, så grinet overlades til publikum.

»Jeg har hørt at...«

Samme Thomas Nymann Nielsen var også helt oppe at ringe i et nummer med Lone Sixhøj, der handlede om Distriktsrådet m.fl. evne til at fortælle byens tilflyttere, hvad der egentlig foregår i Kolind og hvornår.

Thomas Nymann Nielsen spillede den helt ud som den irriterende tilflytter, der havde en mening om alt og »..lige havde hørt at.«

»Du har da en mening om det hele, Maria, og har hørt meget,« som Distriktsrådets formand Thomas Frost i skikkelse af Lone Sixhøj fik fortalt.

En bidende tekst, som aktørerne tydeligvis havde glædet sig til at få fyret af. Publikum applauderede dette bid i bolledejen.

Søren Rønde Hansen

Den verserende sag om det sprængte menighedsråd er så ny, at den ikke nåede at blive fortolket af Revyholdet, men menighedsrådsformand Søren Rønde Hansen måtte alligevel en tur på scenen med Thomas Nymann Nielsen som Rønde Hansen og Jannie Kjellerup Rauff som Graver Eigil.

Søren Rønde Hansen solgte for et par år siden bedemandsforretning, og bedemænd og revytekster er et fund. Når det også parres med, at den gode Rønde Hansen er mangeårig musiker, så han får lejlighed til at fortælle, at han altid har kørt kisten ind i rustvognen på ’to’ og ’fire’ - taktslagene naturligvis - men lystigt demonstretet af Thomas Nymann Nielsen, så ingen var i tvivl.

Nummeret var revyens helt store udstyrsstykke med afsluttende sang fra hele holdet behørigt flot udklædte i bispekjortler og med bispehue som hovedbeklædning.

Stærke sange

Huskorkestret bestyret af Jesper Skovsgaard Mogensens enmandsband holdt ligesom resten af Kolind Revyen til hele turen, også denne gang.

De mange sange sad i skabet, og en god lokalrevysang lokker altid publikum til at enten at klappe i takt eller vippe med fødderne.

På vej fra Byhallen lød det stadigvæk i Deres udsendtes ører: »Ahmed, Tommy, Tommy...«

Kasper Kolstrup Møllers elskede i sine kronede revydage igen-igen at parodiere Leif fra Ballegården, som i Kolind & omegn fortsat er parat med med tilbud på alt mellem himmel og jord.

Leif fra Ballegården er blevet moderne revy-tiders svar på salig postmester Hitz, som var en centrumsfigur for år tilbage.

Trods fraværet af Kasper Kolstrup Møller, var der heldigvis tænkt på, at ingen moderne Kolindrevy uden Leif.

Genkendeligheden er netop den primære årsag til, at Kolind Revyen kan noget. Det er derfor, at vi sidder fremme på stolene, når den mangeårige kending intoneres klokken 20 lørdag i uge 24 og vil gøre det igen i 2023.

»Derfor er Kolind så fed...,« som revyveteranen Anders Lund nu har sunget i vel nærmeste en menneskealder, og koret falder ind: »Fed, fed, fed...«

Kolind Revyen var både fed, slagkraftig, festlig og fornøjelig efter to års coronapause.

Fem ud af seks kokkehuer herfra.

Læs også

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.