Ved Vandet Festival er klar med årets udgave
Morgenyoga, fuglefløjteworkshop og musik er blandt årets indslag på festivalen.
Efter en overvældende og velbesøgt første udgave er arrangørerne nu klar med 2022-udgaven af Ved Vandet Festival, skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Årets festival er ligesom sidste år gratis at deltage i og byder igen i år på en lang række kunstneriske og kulturelle indslag.
Årets program består af morgenyoga på stranden samt et kunst- og loppemarked foruden de musikalske indslag, der i år består af Barbro, Spillemandslauget Djursland-Mols og Rottejazz.
Desuden vil der være en filmfremvisning af Robin Petres “Fra det vilde hav” samt naturkor og fuglefløjteworkshop afholdt af Bureau for Mellemartslig Kommunikation.
Formålet med Ved Vandet Festival er at give gæsterne mulighed for at opleve kultur med lokal forankring i de naturskønne omgivelser på Skødshoved og give lokale en platform, hvor deres kunst kan opleves, høres og mærkes.
Bæredygtig festival
Ulig andre festivaler er vækst og ekspansion ikke lig med succes for arrangørerne bag festivalen Tobias og Karoline:
»Vores succeskriterie er at skabe en bæredygtig og inkluderende festival, der bidrager til lokalsamfundets kulturelle opblomstring og sammenhængskraft. Vi ønsker at invitere folk til Mols for at blive klogere på livet i udkanten af Danmark og skabe et inspirerende møde mellem de lokale og gæster.«
Sidste år fik de stablet festivalen på benene i samarbejde med lokale samarbejdspartnere, familie og venner, og i år håber de i endnu højere grad at inkludere de lokale og give dem medbestemmelse over festivalens videre udformning gennem oprettelsen af foreningen “Foreningen Ved Vandet”
»Vi ønsker at styrke og inspirere sammenholdet i lokalsamfundet. Det gør vi blandt andet ved at samarbejde med lokale aktører såsom Skødshoved Badehotel, Restaurant Ved Vandet og Skødshoved Havn omkring brug af faciliteter, promovering og kreativ sparring.«
Ved Vandet Festival 2022 løber af stablen lørdag 30. juli ved Skødshoved Badehotel, Vestre Strandvej 24, Knebel, fra klokken 10. Der er gratis parkering hele dagen på græsarealet ved siden af Skødshoved Badehotel.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
sra