»Min indgangsvinkel er ofte den lidt skæve og kreative«
Helle Børsen Rosholm har solid baggrund og masser af erfaring med sig, når hun giver sig i kast med jobbet som kirke- og kulturmedarbejder ved Midtdjurs-kirkerne.
Ikke færre end syv sogne fordelt på fire pastorater, nemlig Marie Magdalene-Koed, Kolind-Ebdrup-Skarresø, Nødager og Nimtofte-Tøstrup, bliver arbejdsplads for Helle Børsen Rosholm, når hun den 1. august tiltræder jobbet som kirke- og kulturmedarbejder.
Hun kommer fra et job som administrativ kulturmedarbejder i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, hvor hun i øvrigt er bosiddende, og Helle Børsen Rosholm har tidligere været sognemedhjælper ved Egå Kirke, efterskolelærer i Rønde samt kirke- og kulturmedarbejder i Grenaa Kirke.
I sin tid læste hun kunsthistorie, retorik og formidling på Aarhus Universitet, hvor hun erhvervede en kandidatgrad.
»På den måde lå det ikke lige til højrebenet, at jeg fandt vej til kirken som arbejdsplads, men det var imidlertid her, jeg fik mit første ’rigtige job’ i 2010 i Egå Kirke. Og jeg blev bidt af det,« siger Heller Børsen Rosholm.
Hun fulgte op med uddannelse på bla. Diakonhøjskolen, så hendes faglige kompetencer er på plads, når hun nu går ind som ekstra trækkraft i kirkelivet i de syv midtdjurske sogne.
Backinggruppe
»Jeg ser frem til at lære kirkerne, sognene, kollegaerne og alle de gode folk omkring dem bedre at kende. Jeg holder af de store og små snakke, der følger med, når man er sammen om et projekt – og projekter er der masser af idéer til. Min indgangsvinkel er ofte den lidt skæve og kreative, og særligt i forhold til børn og (mini)konfirmander har jeg ofte sat sving i både kartonmosaik, glimmerlim, stofrester, mosgummi, krympeplast, toiletruller og meget andet. Tanken om bæredygtighed ligger mig på sinde, og hver gang det muligt, inddrager jeg genbrugsmaterialer af den ene eller anden art.«
Helle Børsen Rosholm får i sit fremtidige virke en backinggruppe af præster og menighedsrådsmedlemmer, som er med til at definere arbejdsopgaverne i de syv sogne.