Fra gobeliner til skulpturer af glas og beton
ArtComa udstiller med fem kunstnere i Ebeltoft Kunstforening.
Fra gobeliner over skulpturer af glas og beton til spontant maleri. Det er udtryk, som spænder vidt, når kunstnersammenslutningen ArtComa gæster Ebeltoft Kunstforening fra 6. august til og med 18. september.
ArtComa har arbejdet sammen om årlige udstillinger i 15 år og består lige nu af fem medlemmer.
Jenny E. Hansen udstiller sine store, vævede gobeliner og Mogens Nielsen udstiller oliemalerier fra Mariagerfjord og Stinesminde. Lotte Thorsøe udstiller glas og beton-værker på gulvet, mens Anna Grethe Aaen har sine Grønlandsbilleder med i olie og neopastel, og Karin Lykke Waldhausen sine åkandemalerier i olie.
Ved at sammenstille værker af så forskellig karakter er målet at opnå en varieret udstilling arrangeret til lige præcis Tinghuset.
Garvede kunstnere
Alle kunstnerne bor og arbejder omkring Mariager Fjord og er garvede og professionelle kunstnere med mange års virksomhed og udstillinger bag sig.
Anna Grethe Aaen maler abstraktioner af naturen, hvor lyset og linjen er de bærende kræfter.
Hun har ofte landskab som motiv, ikke mindst fra Færøerne og i Grønland. Inspirationen finder hun ofte på sine vandreture både herhjemme, på Caminoen, som hun har gået tre gange, eller de mange gange, hun har besøgt Grønland og Færøerne.
Mogens Nielsen arbejder med forfaldets æstetik i realistiske gengivelser. Han er kendt for sin fascination af skrot og ting, der forgår, som han maler, så farver, former og skygger transformerer grimheden til noget ganske andet, måske det smukke forfald.
Karin Lykke Waldhausen arbejder med optiske virkemidler i sine naturabstraktioner. Hun kan lide at tænke på sine billeder som en fremkaldelse af noget, der allerede findes.
Hun arbejder bevidst på at opløse grænsen mellem abstrakt og figurativt og vil gerne have sine billeder til at indeholde mystik, i modsætning til at alt bliver forklaret.
Jenny E. Hansen er en anerkendt gobelinvæver og har modtaget præmieringer og legater fra Statens Kunstfond. Hun har et langt liv som professionel væver bag sig. Hun har udstillet i mange sammenhænge og skabt store gobeliner til flere offentlige institutioner.
Lotte Thorsøe er uddannet glaspuster. Thorsøe har udviklet en teknik mellem glas og beton, der fremstiller abstrakte og dog genkendelige former. Hun har fokus på form/rum, volumen, bevægelse og linjer.
Kunstnersammenslutningen ArtComa blev oprindelig oprettet som Kunstnersammenslutningen Mariagerfjord i Mariagerfjord Kommune i 2005. Formålet var dengang som nu at udstille sammen én gang om året.
Udstillingen kan ses alle dage kl. 11-16. Ebeltoft Kunstforening, Tingsalene, Torvet 5, i Ebeltoft. Gratis entré.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs