Mellem Himmel og Jord: Vi skal passe på, at slangen ikke bider os
"Jeg sidder lige nu med det, der vist hedder ’en udfordring’. Min søn har spottet en hugorm, der holder til under vores træ-terrasse i sommerhuset. Det er jo ikke så godt. I hvert fald ikke for min familie og ikke mindst vores hund. Så vi vil egentlig gerne have os hugormens selskab frabedt. Og hvordan får man et reptil til at forstå det? Man kunne vælge den hårde vej – men det duer ikke, for hugormen er fredet. Man må vist godt flytte den til et mere hugorme-egnet naturområde. Men det kræver noget med en spand, en mand med en kæp og noget actionpræget mand-mod-reptil-halløj, jeg har set på youtube – og det vil min kone altså ikke gøre.
Men hvorfor fylder kryb og kravl og slanger os med uro og frygt – på tværs af kulturer? Det er vel fordi, kryb kryber. Og slanger slanger sig frem. Det krybende, kriblende, snigende, hvislende fylder os med uro, fordi det pludselig kan snige sig ind på os. Urmennesket havde vel trods alt lettere ved at bemærke om en brunbjørn nærmede sig, end at fornemme giftslangens langsomme, hvislende og pludselige nærvær. Derfor tror jeg, det krybende og snigende fylder os med uro, fordi det kan være svært at se komme.
Det gælder virusser, slanger – og det gælder tendenser i menneskesyn, som også er kommet snigende de sidste år. Det kan virke som nye tendenser, men det er det ikke – de har altid været der og har ventet på at krybe og snige sig frem uden rigtigt at blive fornemmet, før det er for sent. Under dække af ’nødvendighedens politik’ har der rundt omkring i verden sneget sig en måde at tale om anderledes tænkende eller udseende mennesker på, der på nogle områder minder om noget, vi måske troede ikke kunne ske efter afslutningen af 2. verdenskrigs lavpunkt.
Nogle steder har intolerancen og hadet sneget sig frem med statsledere, der bruger det aktivt i deres populisme. Andre steder er det mere subtilt, kommet som en slange under terrassen, krybende og kriblende frem i vores hverdag, i vores måde at tale om os selv og de andre på. Og vi skal passe på, at slangen ikke bider os – vi skal have den frem i lyset, væk fra skjulet under terrassen, så vi i det åbne kan forholde os til den."