Gallapremiere på Malous jul henlagt til Kom-Bi
En gård i Knebel har været hjemsted for stor del af optagelserne til filminstruktør Claus Bjerres nyeste film i genren familiefilm
HORNSLET Søndag 8. november er der gallapremiere i Kom-Bi i Hornslet på familiefilmen 'Malous jul', der blandt andet er optaget på en gård i Knebel. I filmen indgår også forkellige scener, der er skudt i Ryomgaard og Nimtofte.
Det location-manager Ulla Malmos, som bor i Syddjurs, som har fundet de locations, hvor filmen er lavet.
Det er historien om storbypigen Malou,der kommer i familiepleje hos juleglade Bibi og Leif på Lunø, hvor hun møder gårdnissen Nils. De to indgår en nisse-ed om at lave så meget ballade, at Malou bortvises fra øen igen. Med tiden bliver Malou glad for øen, men pagten med nissen kan ikke ændres. Malou må nu overbevise sin nye plejefamilie om, de kan stole på hende. Noget hun aldrig har prøvet før.
Karla My Nordquist og Lars Ranthe spiller henholdsvis Malou og Nils, mens Ulver Skuli Abildgaard og Jytte Kvinesdal spiller rollerne som henholdsvis Leif og Bibi.
‘Malous jul’ har Claus Bjerre som instruktør. Han har tidligere har stået bag seks af 'Far til fire'-film og tv-serien ‘Karrusel’. Manuskriptet er skrevet af Claus Bjerre og Frederik Meldal Nørgaard.
Filmen produceres af Ja Film, som har mange års erfaring som animationsstudie. ‘Malous jul’ er det aarhusianske produktionsselskabs debut som producent af live-action.
‘Malous jul’ er støttet fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Lotte Svendsen og Den Vestdanske Filmpulje og produceres i samarbejde med TV 2.
Den Vestdanske Filmpulje
Den Vestdanske Filmpulje er en regional filmfond. Filmpuljen har eksisteret siden 2002 med det formål at sikre kunstnerisk interessante film og tv-produktioner samt understøtte udviklingen af et lokalt film- og tv-miljø til gavn for beskæftigelsen i de vestdanske medlemskommuner.
Filmpuljen er organiseret som en forening med ti medlemskommuner: Frederikshavn, Hjørring, Holstebro, Randers, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Syddjurs, Viborg, Aalborg og Aarhus.
Filmpuljens mål er at fremme vækst i de kreative erhverv gennem støtte til film- og medieproduktioner.
Når Filmpuljen investerer i en filmproduktion, forpligter produktionen sig på at gennemføre en del af sine optagelser og aktiviteter i de vestdanske medlemskommuner.
Samlet har Filmpuljen i perioden investeret 42 mio. kr. i produktioner. Heraf udgjorde Filmpuljens egne midler fra medlemskommunerne 33 mio. kr. Puljens midler blev yderligere gearet med 9 mio. kr. i statslige midler, som er blevet investeret i udvalgte produktioner i perioden.
Når Filmpuljen investerer i en produktion, kommer pengene 3,3 gange igen i medlemskommunerne. Det er vel at mærke, når man ser på forholdet mellem produktionernes forbrug og Filmpuljens samlede investeringer. Hvis man alene ser på, hvor mange midler medlemskommunerne har lagt, kommer pengene 4,2 gange igen i form af regional omsætning (Kilde: Publikationen 'Film betaler sig. Effekter af Den Vestdanske Filmpulje 2014-2018 august 2019')
Aarhus og Viborg Kommune betaler hver ca. 20 kr. pr. indbygger til DVF og de øvrige kommuner ca. 1-2 kroner pr. indbygger.
Dansk Folkepartis Ebba Grethe Møgelvang repræsenterer Syddjurs Byråd i Den Vestdanske Filmpuljes bestyrelse.