Fællessang i Rønde
Musik i Rønde og Sangkraft Syddjurs inviterer til fællessang i det nye år.
Musik i Rønde (MiR) afholdt i samarbejde med Sangkraft Syddjurs et velbesøgt fællessangsarrangement i Byparken en lun sensommeraften i august.
MiR fornemmede, at der var behov for flere lignende arrangementer og vil derfor afholde endnu et 5. januar - nu på KulturHotellet i Rønde. Planen er at gentage arrangementerne med cirka et halvt års mellemrum, skriver Sangkraft Syddjurs i en pressemeddelelse.
MiR rakte ud til Sangkraft Syddjurs som naturlig samarbejdspartner, og Sangkraft Syddjurs vil gerne understøtte lignende projekter i kommunen, der hvor der er behov for det.
Sangkraft Syddjurs’ formål er at fremme og understøtte sangfællesskaber for mennesker i alle aldre i hele Syddjurs Kommune. Sangkraft Syddjurs er en del af et nationalt netværk af sangkraftcentre støttet af Sangens Hus i Herning.
Musik i Røndes formål er at formidle og udbrede kendskabet til musik, såvel dansk som udenlandsk i et alsidigt repertoire. MiR vil skabe et musikalsk mødested for Syddjurs Kommunes borgere og arrangere klubaftener, koncerter og andre musikaktiviteter, herunder gerne i samarbejde med andre foreninger eller institutioner.
Fællessang er fællesskab, og når vi synger sammen, hører vi sammen. I fællessangen ophæves de forskelligheder, som vi oplever i hverdagen, og sangen skaber en ny samhørighed. Man mærker, at man er en del af en større helhed, når ens stemme smelter sammen med andres. Fællessang er altid inkluderende og inviterende uanset hvilken stemme man kommer med. Alle er velkomne.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
sra