Kom vidt omkring med Syddjurs Folkeuniversitet
Forårets program byder blandt andet på Henri Matisse, Jane Austen og et Storbritanniens fald som global supermagt.
Syddjurs Folkeuniversitet har mange forskellige foredrag på forårets program, og et af temaerne er Storbritannien.
»Det vil være en fatal fejl, hvis vi med Storbritanniens exit fra EU konkluderer, at når England ikke vil have noget med os at gøre, så kan vi gradvis parkere landet i glemslens tåger. Storbritannien er stadig en stor og vigtig aktør i Europa og med en rig litteratur og kultur,« lyder det således i en pressemeddelelse fra folkeuniversitetet, der allerede torsdag 26. januar åbner dørene for første foredrag ud af tre om engelske forfattere. Jane Austens liv og værker er aftenens tema.
Parallelt starter 20. februar en serie på fire foredrag om Storbritannien før og efter Brexit. Aftenens tema er Storbritannien i Verden, fra 1800-tallet til i dag.
Matisse og Kleemann
Folkeuniversitetet gør også opmærksom på, at programmet indeholder fire foredrag om kunst. De tre er placeret tirsdag formiddag kl. 10-12.
Det første falder allerede 31. januar, hvor kunsthistoriker Sarah Pihl Petersen fra Statens Museum for Kunst inviterer os til et møde med den franske maler Henri Matisse (Henri Matisse: Det røde atelier). Matisses betydning er ikke kun, at han er en unik maler, men også at han bryder igennem med det moderne maleri, hvor et godt maleri ikke blot er den vellignende hjort ved skovsøen, men hvor maleriet med dets leg med farver og kompositioner gennembryder virkelighedens genkendelighed.
Aftenen før – 30. januar – introducer Sarah Pihl Petersen den grønlandske kunstner Jessie Kleemann, hvis kunst på en banebrydende måde forbindes med den opbrudstid, Grønland er i.
Syddjurs Folkeuniversitet lancerede lige efter nytår dets program for første halvår. Interesserede bør allerede nu begynde at tilmelde sig, lyder det videre fra folkeuniversitetet.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs