På kant eller forkant? Det er tid til årets Vårsalong

Syddjurs er miniput i den traditionsrige kunstudstilling for unge, men er for første gang i år med på egen hånd. De unge på Djursland leverer nemlig kunst af høj standard

Artiklens øverste billede
Arkivfoto

Er du ung og har en kunstner i maven, så har du nu igen mulighed for at blive udstillet på den censurerede udstilling Ungdommens Vårsalong, eller oversat til dansk: Forårsudstilling. Det svenske ord har den fået, fordi udstillingen for unge kunstnere mellem 12 og 18 år startede som et samarbejde mellem Københavns Kommune og Malmø. I flere år var det kun storbyerne Aarhus, Odense og København, der kunne være med, men Syddjurs har, med sine dygtige unge mennesker og et kreativt bud på et samarbejde mellem UngSyddjurs og Kulturskolen, i flere år fået lov at være med ved at hægte sig på Aarhus. 

I år står Syddjurs dog helt på egne ben, og det er i sig selv særpræget, at så lille en kommune har fået en plads blandt de tre største byer.

»Det er simpelthen, fordi vores unge kunstnere her på Djursland leverer værker på så højt et niveau, at vi har fået lov at være med, selv om vi i den sammenhæng er bitte små,« fortæller billedkunstkoordinator ved Kulturskolen Syddjurs Mette Høffding.

Sammen med Thomas Stenumgaard Lind fra UngSyddjurs står de i spidsen for at arrangere Ungdommens Vårsalong, og samarbejdet på tværs har også været medvirkende til, at Djursland nu deltager i udstillingen på lige fod med de store.

»Det har de ikke set i de andre byer, men det er jo det, vi kan her på Djursland. Bruge hinanden og skabe platforme, som de unge mennesker kan udfolde sig på,« siger Thomas Lind.

Kunstens stemme

Og det er hele omdrejningspunktet for både Thomas Stenumgaard Lind og Mette Høffdings arbejde med Vårsalong. At skabe mulighed for, at de unge kan udtrykke sig kunstnerisk.

»De unge har virkelig noget på hjerte, og hvert år bliver vi blæst bagover af, hvor dygtige de er til at udtrykke sig. Ungdommen har et krøllet sind, og det er spændende at få et indblik i,« mener Thomas Stenumgaard Lind og Mette Høffding supplerer:

»Her får de et frirum, som jo også kan medvirke til en personlig udvikling. Der er mange unge, der putter sig hjemme på deres værelser med deres kunst, men her skaber det genklang, når de ser værket udstillet i sammenhæng med andres. Det skaber et fællesskab.«

Gennem årene har flere og flere unge vist interesse for Vårsalong. I begyndelsen var der kun få, der sendte værker, men i år forventes det, at cirka 150 vil deltage. 

Da det er en censureret udstilling, foregår det i to etaper. Alle indkomne værker udstilles på Kulturhotellet i Rønde, som åbnes med en fernisering 2. februar. Her har stort set alle medlemmer fra Syddjurs Kommunes Kultur-, fritids-, og landdistriktsudvalg meldt sin ankomst, og åbningstalen står formand Heine Skovbak Iversen for.

Ud af de 150 værker vælger en jury, der består af de to lokale kunstnere Micha Karlslund og Simon Aaen, op til 50, som så skal udstilles på Københavns Rådhus sammen med værker fra de andre deltagende byer.

»Vi kører sammen i bus derover, får rådhuspandekager serveret på musselmalet porcelæn under flagranker og taler fra prominente folk. Det plejer at være en virkelig festlig dag,« fortæller Thomas Stenumgaard Lind.

Fortolkningens kontrast

Hvert år vælges et tema for Vårsalong. Den opgave går på skift mellem kommunerne og denne gang har det været Djurslands tur til at vælge. I år er temaet er ’På kant, eller forkant?’

»Der er mange unge i dag, som måske balancere mellem at føle sig ude på kanten imens de ihærdigt forsøger at være på forkant. Temaet har en kontrast, og det er i kontrasterne, at kunst bliver spændende. Kunsten er en stemme, og vi har i de forrige udstillinger set ret stærke følelser udstrykt i de unges værker. Både de glade, men også de mørke og svære. Når de arbejder kreativt med at fortolke temaet, så får de en platform til at bearbejde dem.«

Og selve fortolkningen er også interessant. 

»Det er så vildt at se, hvor forskelligt de har fortolket temaerne gennem årene. Helt forskellige udtryk inden for alle discipliner som tegning, malerier, collager, film, installationer med mere. Og der er virkelig mange, som kan noget helt særligt.«

Fordi fortolkningen er så central, betyder ideen med værket lige så meget i juryens bedømmelse som selve den tekniske udførelse.

»I 90 procent af alle tilfælde, så har dem med ideerne en mindre god teknik, mens dem, der har al teknikken på plads, ofte ikke har lige så mange ideer. Derfor vægtes begge dele lige højt,« fortæller Mette Høffding.

Mange skoleklasser i både grundskoler og på ungdomsuddannelser på Djursland arbejder i deres billedkunstfag målrettet mod Vårsalong. Som eksempler kan nævnes Femmøller Efterskole, Grenaa Gymnasium og Syddjurs Gymnasium. Herudover har Kulturskolen Syddjurs tre såkaldte Art Factor hold, hvor elever mellem 6. og 9. klasser også, blandt meget andet, arbejder med at skabe et værk til forårets udstilling. Det er dog også muligt bare at møde op med sin kunst uden at have deltaget i et undervisningsforløb. Alle værker skal være indleveret på Kulturhotellet i Rønde senest fredag 27. januar.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.