Farce om kærestesorg
31. januar kan man på Fuglsøcentret opleve et af landets mest toneangivende teatre, Mungo Park, med den uromantiske komedie om hjertesorg, Smask.
De fleste voksne mennesker har oplevet at blive forladt, gået fra, skilt eller bare afvist igen og igen. Men hvad sker der med os, når vi forlades? Hvordan klarer vi at live fravalgt i en verden, hvor vi er vant til at få det, vi vil have?
De spørgsmål zoomer Mungo Park ind på med forestillingen Smask på Fuglsøcentret 31. januar kl. 19.30 med Syddjurs Teaterforening som arrangør.
Forestillingen er instrueret af den unge, talentfulde Anastasia Nørlund og historien fortælles gennem tre forskellige personer, som alle oplever kærlighedens smerte i en efterårsmørk provinsby.
Latterklub for sorgramte
De tre befinder sig i den desperate, ynkelige, sårbare og smågale tilstand, som vi alle sammen kender, når man bliver alene igen:
I en latterklub for sorgramte møder vi den unge Ellen, som endnu engang er blevet dumpet, før kærligheden overhovedet har fået lov at spire. Vi oplever Troels blive konfronteret med at skulle lære at sove alene, da han efter 30 års ægteskab pludselig bliver single. Og midt i en kommune-mæglet skilsmisseaftale står Miriam og forsøger at være mor til et barn, hun bliver mere og mere fremmed over for.
På scenen er Henrik Prip, Rikke Westi og Marie-Lydie Nokouda, der gennem de tre karakterportrætter væver humoren og alvoren sammen på rørende vis. Trods det måske lidt sørgelige tema, venter en skøn og skæv komedie.
Forestillingen havde premiere i november 2021 på Mungo Parks eget teater i Allerød og er lige nu på turné rundt i landet. På turneen gør teatret dog kun få stop i det jyske, og det er derfor en helt unik mulighed at kunne opleve forestillingen i Syddjurs. Mungo Park er et af landets mest nyskabende og toneangivende teaterkompagnier, og Syddjurs Teaterforening ser derfor meget frem til at kunne præsentere en af deres populære turnéforestillinger.
Billetter til forestillingen kan købes på Syddjurs Teaterforenings hjemmeside.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs