På opdagelse i billedet
Særligt lys, unik beliggenhed eller begge forhold i forening har givet været med til, at flere end en snes kunstnere har bosat sig i Ebeltoft. Seneste friske skud på stammen er kunstmaleren Casper Bruun
Han er alt andet end kedelig, Casper Bruun. Med en generøs palet fra koloristiske kompositioner til betragterens fornemmelse af gensyn med fyrrenes og halvtredsernes CoBrA-maleres spontane ekspressionisme og abstraktioner, spænder maleren vidt, lyder det i en pressemeddelelse.
Casper Bruun bidrager med sanselige billeder, der giver beskueren lyst til at til at lægger rutineblikket på hylden for virkelig at se og gå nærmere på opdagelse i malerens kringlede univers, der indledningsvist kan virke kryptisk uden, at det, ifølge Bruun selv, er tilsigtet.
»Jeg gør intet for at trække symbolik ind i mine billeder,« siger maleren, som dybest set helst er fri for, at give et bud på indholdet.
»Men, selv om jeg måske har hang til karikerede fugle og masker, er der ikke tale om skjulte dagsordner.«
Overvejende positiv
Casper Bruun ser derimod fugle som elegante levende væsener, der i parentes får alt for lille opmærksomhed, sådan som det også er tilfældet med vores andre medskabninger.
»Fugle er smukke, ubesværede dyr og mine frie fugle, er mest af alt en hyldest til de flyvende væsner,« siger Casper.
»Når vi ser ordentligt efter, er dyrenes adfærd næsten altid livsbekræftende og spreder godt humør. Fuglene og mine små karikerede hoveder og menneskeansigter, er måske et spejl, der gengiver nogle af de varme og glade følelser omgivelserne, dyrene, naturen og altså også vi mennesker på den ene side beriger hinanden med, og som på den anden side også har det med, at står i skærende kontrast til ubehageligheder tobenede skabninger udsætter hinanden for.«
Gået på klingen vedgår maleren, at indholdet i hans billeder også beskæftiger sig med den side af medalje, sådan som det er tilfældet, når han lejlighedsvis gengiver lettere forkrampede ansigtsudtryk.
»Som alle andre hører og ser jeg naturligvis, hvor galt det står til mange steder i Verden. Men, selv om forskellige kontraster i mine billeder måske kunne udlægges som aktuelle kommentarer, er det heller ikke tilsigtet. Naturligvis ser jeg mig ikke fri for at være påvirket, når jeg sætter mig foran lærredet efter at have hørt og set det, der for eksempel foregår ude i vores østvendte baghave, hvor skønheden ikke præger billedet.«
Spontan glæde
Fra sit atelier midt i Ebeltoft er Casper Bruun beriget med udsigten til Fregatten Jylland, Ebeltoft Vig og den omskiftelige natur omkring søkøbstaden. Dybblå, græsgrøn og højt til himlen om sommeren, gråblå og beige, grå over i begsort om vinteren. Meget eller lidt lys, knivskarpe kontraster, em, dis eller tågede konturer.
Over en snes kunstnere, kendte keramikere, glaspustere, malere og for den sags skyld forfattere, har bosat sig i Østjyllands bud på Skagen. Omgivelserne, havet, naturen og skiftende kunstneres udstillinger og arbejde i atelier og værksteder på Glasmuseet og i kulturcenteret Maltfabrikken, giver det kreative miljø et selvforstærkende løft, som uden tvivl også har afsmittende virkning på de fastboende, her i blandt også Casper Bruun.
Uanset årstidernes temperaturer og farveskift, arbejder han med naivisme, nogenlunde som 1900-tallets naivister gjorde, da de udtrykte en vis barnlighed og leg, der netop leder tankerne i retning af børnetegninger, som så stort på perspektivet.
Bruun gør også brug af andre finurligheder. Eksempelvis glade ansigter eller en smilende skabning med en lillebitte fugl yderst på næsen. Hæsblæsende komplementærzoner, legende lette streger parret sammen med ganske små og rare panggule, signalrøde og ultramarine farveeksplosioner. Nok noget i retning af stoflighed, lys og skygge, der tilsammen blæser særegent liv i malerens overflader og kompositioner.
Casper Bruun har atelier og galleri på hjemmeadressen, hvor der er mulighed for at se omkring 50 forskellige eksempler på hans arbejder. Har man lyst til at kigge maleren over skulderen, er det også muligt i weekenden 8. – 10. september, hvor Bruun udstiller på årets Works Art Fair i Aarhus. Her vil 60 kunstnere, alle med international kant, præsentere udvalgt billedkunst, skulpturer, fotokunst, glaskunst, grafik og keramiske arbejder i Ridehuset.
ah