Fem piger fra Ugelbølle med i MGP
På lørdag skydes årets MGP af, og med på scenen er fem piger fra Ugelbølle Friskole ved Rønde med sangen 'Tænk dig om'.
De er fem piger fra femte klasse, der skal optræde som sang nummer fem ved weekendens MGP - så selvfølgelig kalder de sig The Five. De går på Ugelbølle Friskole, og udgør den ene af kun to grupper, der kommer fra Jylland til dette års udgave af DR’s melodi grand prix for børn, som præsenterer i alt otte sange.
»Jeg begyndte at græde, da vi fik at vide, at vi skulle være med. Det bliver så vildt,« siger Freia Bøgh Skovholm, 11 år, som bor i Rønde. Resten af femkløveret består af Esther Vinther Pedersen, 12 år, Sine Marie Riis Christensen, 11, Alma Cahtrine Laier Jørgensen, 11, og Andrea Torp Jacobsen, 11, alle fire fra Ugelbølle.
Piger og drama
The Five’s sang hedder Tænk dig om. De skrev den sammen på skolen, under et træ ved søen, og den handler om, at man ikke skal svigte hinanden, når man for eksempel har en legeaftale og hellere vil være sammen med nogle andre. Eller hvis man kommer til at lukke nogle ude af en gruppe. Det skete faktisk for pigerne selv.
»Først var vi tre, som ville lave en gruppe. Så spurgte vi Freia, om hun ville være med, men vi glemte at spørge Esther. Det blev hun selvfølgelig ked af, så på den måde kom vi selv til at gøre det, som vi siger i sangen, man ikke skal. Vi glemte at tænke os om.«
»Vi synes, det er et vigtigt budskab i sangen, og så er det noget, alle har prøvet. Eller, måske især pigerne. Piger elsker drama. Drengene er anderledes. De skændes ikke lige så meget, men er hurtigt videre. Måske er det også fordi, vi piger er mere sammen hjemme hos hinanden, hvor drengene mere er sammen digitalt,« siger Andrea Torp Jacobsen.
Da femkløveret var på plads, skrev de sangen færdig og fik lidt hjælp af deres musiklærer Line til finpudsningen. I august sendte de den ind til MGP. Det bonnede ud i først en MGP workshop, og siden en audition for et ganske småt udvalg af dem, der havde sendt deres sange ind.
»Til audition skulle vi syng foran alle de andre. Vi var vildt nervøse, inden vi gik på scenen, men det var vildt fedt, så da vi var færdige, ville vi bare gerne gøre det igen,« fortæller Alma Cahtrine Laier Jørgensen, og de andre nikker.
En uge efter blev de overrasket på skolen foran alle elever og lærere, da Jonas Madsen, vært på Ultra Nyt og også ved dette års MGP, pludselig dukkede op og breakede nyheden om, at de var gået videre.
»Vi blev virkelig overvældet af alle mulige følelser, og siden den dag har vi bare talt ned til showet,« fortæller Freia Bøgh Skovholm.
Fra ide til drøm
Alle fem piger drømmer om at blive noget stort, fortæller de. De har altid danset, sunget, lavet videoer, og for to af dem er skuespilleren Emma Watson det store idol.
»Det her har vist mig, at drømme kan blive til virkelighed. Nu tror jeg meget mere på, at jeg kan blive til det, jeg gerne vil, fordi vi er lykkedes med det her. Det er megafedt, at vi er en gruppe, for så kan vi dele alle de her ting, og måske kan vi inspirere andre til at gå efter det, de drømmer om,« siger Esther Vinther Pedersen.
Selv om de fem pigers stemmer klinger godt sammen, så findes der ikke harmoni uden disharmoni. Med andre ord er der også nogle ting, der er svære ved sådan pludseligt at stå i rampelyset og blive eksponeret. Pigerne har dog ikke oplevet noget rigtigt ubehageligt endnu. Nogle gange er der nogle, der måske er lidt jaloux på dem, fortæller de, og derfor tænker de meget over ikke at snakke for meget om MGP og komme til at virke som om de går og blærer sig, som de udtrykker det.
»Mine forældre har sagt, at jeg ikke må læse kommentarsporene på de sociale medier, men heldigvis er DR gode til at forberede os på, hvad der kan komme af dårlige ting, og hvad vi lige som skal gøre. Vores forældre har også været til møder om det, og vi snakker meget om det derhjemme.«
På scenen
På lørdag, 18. februar, sker det så. Pigerne fra Ugelbølle Friskole skal stå på scenen i Næstved Arena. Forberedelserne har været i gang længe, og allerede onsdag mødes alle deltagere til flere forberedelser og generalprøver op til selve dagen. Alle deltagerne bor på samme hotel, og kører sammen i bus frem og tilbage til arenaen hver dag. Til selve showet kommer der på tilskuerpladserne til at sidde 3000 mennesker, og cirka 50 af dem kommer især for at heppe på The Five. Forældre, søskende, kusiner, fætre, bedsteforældre og venner.
Her kommer deres musiklærer Line Møller Andersen også til at sidde, for hun har nemlig fået en billet til showet af The Five - familierne.
»Pigerne har skrevet en fantastisk sang. De har arbejdet hårdt og dedikeret og har været rigtigt gode til at samarbejde. Jeg tror, det er derfor, de er kommet så langt,« siger hun og tilføjer, at det er The Five, der har inspireret Ugelbølle Friskole til at lave et sangskriverværksted.
Det stemmer dog fint i med skolens pædagogik, forklarer skoleleder på Ugelbølle Friskole, Jacob Kærgård Jensen.
»Vi arbejder meget med en kultur- og performance profil, hvor vores elever skal blive trygge ved at stille sig frem og udtrykke sig selv med enten billeder, taler, sange eller lignende, så jeg er stolt af, at de har skrevet sangen her på skolen, og at de har haft modet til at gå hele vejen. Så er der noget, der tyder på, at det lykkes for os. Vi holder da også en stor MGP-fest på skolen på lørdag, hvor vi hepper og selvfølgelig stemmer på pigerne.«
The Five fortæller selv, at de helt klart mener, at de på deres skole har lært en masse om at turde stille sig op på scenen, men det betyder ikke, at de ikke bliver nervøse, når det bliver tid til sang nummer fem på lørdag.
De synes, det er rart, at der fra MGPs side bliver gjort meget for, at alle skal føle sig som vindere på finaleaftenen, og det betyder da heller ikke alverden for dem, om de vinder eller ej.
»Selvfølgelig vil vi gerne vinde, men det fedeste bliver bare at være med og komme op på scenen. Vi skal huske at nyde det. Og nu er det heldigvis lige om lidt. Vi kan slet ikke vente,« afslutter Alma Cahtrine Laier Jørgensen.