Galgebakken og Krestens dramatiske skæbne

Vel er Ebeltoft en hyggelig og romantisk by, som jeg kun kan omfavne med al min kærlighed. Men alt har ikke stedse været lutter idyl – specielt ikke for dem, der i fordums dage valgte at slå deres folder løs på den forkerte side af loven, hvilket passende bringer mig frem til fortællingen om Galgebakken.

Vejen, der er døbt Galgebakken ved Ebeltoft, er en delvist asfalteret kørevej og en delvist grusbelagt gangsti fra Strandgårdshøj til Dråbyvej. Den er opkaldt efter henrettelsesstedet uden for byen. 

Vejstykket var en del af den gamle Grenåvej over Skærsø via Holmens Bro. At vejen i 1830 stadig var Hovedvej fremgår af, at de to brødre Spends, som havde begået drab, blev halshugget og begravet på Brunebakken uden for Ebeltoft. Henrettede personer blev dengang forment adgang til indviet jord – deres sjæle var i al evighed fortabte. Henrettelser skulle dengang skabe skræk og advarsel og måtte derfor fuldbyrdes tæt på offentlig vej. Så borgere, der i dag bor nær Brunebakken og hører sælsomme lyde under gulvbrædderne om natten, kan være forvisset om, at det er fortidens ”hovedløse” skæbner, der spøger.

Ingen kan bedre end de henrettede beskrive forskellen på ’lykken’ og ’løkken’ - ulykkeligvis valgte de løkken, da de ikke kunne høre forskel. 

Galgebakkens vejføring må derfor anses for at være næsten identisk med omtalte vejstykke, men løber ikke så tæt på bakken, som nu – efter brødrene Spends – kaldes Spendserbakken. Den bakke, der i dag kaldes Galgebakken, ligger lige til højre efter vejen Galgebakkens begyndelse. Den hører altså til blandt de veje, som er blevet officielt navngivet med titler, der relaterer til en historisk funktion. Galgebakken fik sit navn så sent som i 1979. Trods ordlyden er vejen dog ganske uden stigninger. Den samme historiske relation ses også med Smuglerstien, som ligger bag ved Føtex.

Kresten Olevarius, også kaldet ’Svampen’, blev sidst i 1700-årene dømt til hængning pga. et værtshusslagsmål med kreaturhandler Morten Silius, som uheldigvis slog baghovedet ned i stengulvet og drog sit livs allersidste suk. Deres social-venskabelige passion for hinandens selskab slap næsten altid op i løbet af aftenen og endte ud i en ondsindet indignation, når snapsene langsomt sneg sig frem til den primitive del af hjernen. Det endte altid med et gedigent slagsmål. Men denne gang ramte skæbnen dem begge. Kresten måtte gå den tunge vej til Galgebakken for at møde sit endeligt.

Et trillende hoved

Kresten var en stor tung og ganske korpulent herre, hvis hoved var overordentlig besværligt at få anbragt i rebets ”forventningsfulde” runde løkke. Overgangen mellem hoved og krop levnede ikke en naturlig spækfure for en succesfuld placering af løkken. Skæbnen ville, at han i dødsfaldet fik adskilt sit hoved fra kroppen. Legemet faldt tungt til jorden, medens hovedet trillede ned ad Galgebakken og landede i skødet på Mortens enke Juliane, som vel ikke så overraskende havde løst billet på første parket. Rebet hang herefter uvirksomt tilbage og dinglede frem og tilbage i al sin ufrivillige ensomhed alene styret af vindens forgodtbefindende. Den følte derfor sin aflivnings-opgave som en ufuldbyrdet mission. Hængningsrebs følelser og stolthed skal man ikke underkende, når det gælder slige alvorlige livsafsluttende opgaver. 

Men pludselig spærrede Krestens blodskudte øjne sig op bedende henvendt mod enken. Med en halvkvalt røst, som kun et nyhængt offer kan udspy, ytrede han med sine allersidste kræfter: 

»Forløs min sjæl Juliane«. 

Men det kunne hun naturligvis ikke. Man kan derfor stadig i stille stjerneklare nætter ved Galgebakken høre Krestens evindelige bøn: Forløs min sjæl Juliane, hvorefter stemmen langsomt fortoner sig i Golfhøjens bakkede landskab mellem Storkhøjene, Rævebakken og Spenserbakken. Flere påstår i forlængelse af Krestens bøn også at have oplevet sælsomme lysglimt fra Galgebakken. 

Kolde følelsesresistente historikere forsøger til stadighed at dræbe denne levende oplevelse ved at bringe Ildfluen i spil som en plausibel forklaring på lysfænomenet. Men det accepterer jeg ingenlunde, selvom mine nærmeste med deres hjertevarme overbærenhed til stadighed forsøger at trække mig op af uvidenhedens dynd. Men den åbenbare virkelighed forbliver til stadighed fantasiens ubarmhjertige fjende i min forestillings-verden.

Jeg vil derfor til verdens ende fordømme de lærde, der med deres ”hellige” evidensfikserede logik forsøger at dræbe menneskets illusioner og drømme. Uden drømme er vi fattige mennesker. 

Danmarkshistoriens sidste henrettelse for en forbrydelse i fredstid blev gennemført på den 30-årige Jens Nielsen 8. november 1892 i Horsens Statsfængsel, hvor man i billeder og lyd meget livagtigt i dag kan opleve et animeret drama over henrettelsen. Skal hilse at sige, at det mentalt er stærke udfordringer. Men det er livet jo også i sin umiddelbare enkelthed.