Reumert-vindende teater om køn og identitet
Oplev den banebrydende og Reumert-vindende teaterforestilling 'Jeg er Silas' på KulturHotellet i Rønde.
Fredag 3. marts er Syddjurs Teaterforening vært for teaterforestillingen ’Jeg er Silas’ med teaterkompagniet Hils Din Mor på KulturHotellet i Rønde. Om eftermiddagen spilles den for elever på Syddjurs Gymnasium, og om aftenen kl. 19.30 er der offentlig forestilling.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
’Jeg er Silas’ er en historie om at blive voksen, hvor normer om køn, seksualitet og identitet brydes. Det er en historie, som er meget aktuel i disse år, hvor der er kommet fokus på lgbtq+, og det at køn kan være andet og mere end mand eller kvinde. Tabuer bliver brudt, og vores syn på køn og seksualitet er blevet mere nuanceret. Men det kan alligevel være svært for den enkelte at stå ved den, man er, og svært for ens omverden at forstå.
Syddjurs Teaterforening ønsker med præsentationen af ’Jeg er Silas’ at sætte fokus på netop denne problemstilling. Det er teaterkompagniet Hils Din Mor, der sammen med Folketeatret står bag forestillingen, der i 2021 vandt en Reumert som årets Børne- og Ungeforestilling.
I historien følger vi Silas, der er startet på en ny skole. Klassekammeraterne ved ikke, at det er det, han hedder, for på papiret står der nemlig Signe. Silas’ forældre tror også stadigvæk at Silas er en pige, hvilket gør det lidt svært at finde tøj til konfirmationen.
Silas vil helst bare kunne flyve frit, men nogle gange kan det godt være svært at få modet til at lette. Da han møder den lidt ældre Hedvig, der udfordrer normerne med sin tøjstil, begynder brikkerne dog at falde på plads.
For teaterkompagniet Hils Din Mor er repræsentation i selve udviklingen og produktionen af deres forestillinger vigtig. Derfor har været flere transpersoner involveret hele vejen i projektet, og hovedpersonen spilles da også af en transperson, nemlig den skuespilleren Mio Trond Lambers. Derudover medvirker Rikke Westi, Maria Carmen Lindegaard og René Benjamin Hansen.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
sø