»Denne sag kan ses fra flere sider, så jeg vil bede de herrer sætte sig i rundkreds«
Storm P er mester for rubrikken. Om ham og hans fluer handler det om ved et kommende arrangement i Ryomgård.
Storm P. er ophavsmand til mere end 6000 små sentenser, bedre kendt som ’fluer’.
Henrik Oest, pensioneret sognepræst efter 29 år i Helligåndskirken, Aarhus, tager sig kærligt af en række af fluerne ved et arrangement i Ryomgård tirsdag 14. marts arrangeret af Ryomgård Distriktsråd og Bogcafé i Ryomgård Kultur- og Fritidscenter med start klokken 19.
Maleren, tegneren, satirikeren, humoristen, forfatteren Rober Storm Petersen (1882-1949) efterlod sig også 100 malerier og 60.000 tegninger. De fleste ejes i dag af Storm P.-Museet på Frederiksberg, der absolut er et besøg værd.
Der findes et væld af historier Storm P.
For eksempel denne:
Storm P. blev engang standset på gaden af et Jehovas vidne med ’Vågn Op’ i favnen, som spurgte: »Søger De Jesus?”«
Storm P. svarede: »Nej, er han blevet væk?.«
eller denne:
»Man skal ikke lave om på naturen, så bare på Langeland. Havde den ligget på den anden led, så var det hverken til at komme frem eller tilbage.«
eller denne:
En eftermiddag gik Storm P. tur med en ven på Frederiksberg Kirkegaard. De standsede ved et gravsted, hvor der på stenen stod: »Mor har har fået fred.« - Hvortil Storm P underfundigt og spørgende bemærkede: »Jamen, man kan jo ikke se, om det er far eller mor, der er død.«
Slutteligt denne flue:
»Det bedste er naturligvis en god samvittighed, og det næstbedste er en god sagfører.«
Arrangementet er støttet af Syddjurs Kommune. Det manglede bare.