Lokalt par er taget til troperne for at starte en højskole
Morten Erbs og Gry Hou fra Mols ejer og driver Højskolen Tanzania.
Morten Erbs og Gry Hou er rejst til Tanzania og har slået dørene op på Højskolen Tanzania efter coronanedlukningen, så der nu igen er mulighed for at komme helt tæt på det ægte Tanzania. Et ophold på Højskolen Tanzania byder på store natur- og kulturoplevelser i fællesskab med andre i højskolens ånd.
Morten Erbs og Gry Hou ejer og driver Højskolen Tanzania. Morten Erbs har trådt sine barnesko i Tanzania og har derfor en helt naturlig viden og forståelse for den afrikanske natur, kultur og sammenhængen mellem disse. Ægteparret har sammen rejst i store dele af det sydlige og østlige Afrika igennem mange år.
Når de ikke er i Tanzania, bor de på Mols med deres to piger, Sif og Frida.
Højskolen Tanzania
Tanzania ligger i Østafrika cirka 200 kilometer syd for ækvator. Tanzania er kendt for sit rige dyreliv og farverige kultur. Højskolen Tanzania er beliggende i en lille landsby, Ngulelo, i udkanten er Tanzanias safarihovedstad, Arusha. De fysiske rammer om højskolen hedder i daglig tale Mamaleo, opkaldt efter Morten Erbs’ forældre, Grethe og Leo, som har bygget stedet op fra grunden.
»Vi tror på, at når man oplever fremmede kulturer og lærer at forstå, hvordan og hvorfor andre mennesker lever deres liv, som de gør, bliver man også klogere på sig selv og sin egen kultur,« siger Morten Erbs.
»Vi er en del af lokalsamfundet og nyder godt af et tæt samarbejde og godt forhold til vores naboer,« udtaler Gry Hou og understreger dermed visionen om at give højskolens gæster en autentisk oplevelse af kulturen.
Tid til refleksion
På Højskolen Tanzania kan man gennem Åben Højskole vælge imellem en række daglige aktiviteter og dagsudflugter, hvor kultur- og naturforståelse er i højsæde.
Aktiviteterne er suppleret med foredrag og debatoplæg - og tid til fordybelse og eftertanke.
»Vi tror ikke på programslaveri, men på at vores gæster skal have tid og ro til refleksion og mulighed for selv at vælge til og fra ud fra personlige ønsker og interesser,« forklarer Morten Erbs.
I sensommeren 2023 er det også muligt at komme på et langt højskoleophold. Det er primært henvendt til de unge, hvor de får en stor oplevelse, viden, udvikling og erfaring med i bagagen.
Man kan læse mere om højskolen på hojskolentanzania.dk.
sra