Store armbevægelser i Store Bjørn Biograf
Denne uge byder på storslåede film med Oscar-nominerede Cate Blanchett i filmen ”Tár” og Bille Augusts seneste drama, ”Kysset”.
Ifølge anmelderne ejer Cate Blanchett hver eneste scene i Todd Fields svimlende og manipulerende drama ”Tár”. Filmen har dirigenten Lydia Tár som omdrejningspunkt. Hun anses som sin tids største stjerne og hyres som første kvindelige dirigent nogensinde til at dirigere verdens mest prestigefyldte symfoniorkester, Berliner Philharmonie.
Men hendes hensynsløse og konfronterende tilgang til sine omgivelser resulterer i sammenstød med alle, og hun tvinges til at stå til ansvar for sine handlinger.
Filmen er instrueret af Todd Field, som efter Oscar-vinderen ”In The Bedroom” fra 2001 ikke har gjort meget væsen af sig – men som ifølge anmelderne er tilbage i absolut topform.
Bille August er tilbage med filmen ”Kysset” – og genforenes med skuespiller Esben Smed, der brillerede i ”Lykke-Per”.
Filmen starter i Danmark i 1913. Rygterne om verdenskrig spreder sig op gennem Europa, og den unge Anton, som er en nobel og pligtopfyldende mand, stræber efter at afslutte officersuddannelsen med glans.
Men til et skæbnesvangert bal byder han intetanende husets smukke datter Edith op til dans. Først da opdager han, at hun er lam efter en ulykke. Han får stor medlidenhed med hende, og hun forelsker sig hovedkulds i ham. I forsøget på hele tiden at gøre det rigtige, fanges Anton i sine egne løfter – og løgne.
”Kysset” kan ses fredag og lørdag i Store Bjørn denne uge, ”Tár” kan ses på søndag. Begge film vises igen næste uge. Til gengæld er torsdag sidste chance for at se Jørgen Leths ”Music For Black Pigeons”.
Højskolerute: »Kom lad os gå kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed«
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs