To ikoniske krokvinder og en charmant krofatter

Den mere end 300 år gamle Købmandsgård Adelgade 28-32 har været drevet som beværtning siden 1887 med kun fire forskellige ejere. De seneste 119 år er kroen blevet styret med hård hånd af tre karismatiske personligheder: Sine Wollesen, Juliane Jensen og John Eriksen.

Mænds dumhed

Søren Olesen – i daglig tale Søren Wollesen – startede kroen under navnet S. Olesens Beværtning i 1887. Han fik i 1900 en smuk ung husbestyrerinde, Nielsine Kathrine Nielsen, med hvem han senere blev gift. Efter Sørens bortgang i 1904 forsatte Sine Wollesen beværtningen, som hun drev helt frem til sin død i 1961. Under hendes myndige ledelse bevarede den hyggelige beværtning, hvor dagligdagens jag aldrig rigtig nåede ind, sit gammeldags præg med sand på gulvet og gedigne kromøbler formet i egetræ. Kroen udviklede sig efterhånden til en turistattraktion i byen, godt hjulpet frem af Sines store personlighed. 

Hun oplevede meget tidligt i sit virke, at når sprutten går ind i mænds hoved, flyder hjernen ud. Derfor yndede hun altid sent på aftenen næsten rituelt at recitere H.V. Kaalunds berømte sætning:

»Den mand er ikke stort bevendt, som praler af sin hjerne – det er jo kun den skrumpne nød, som rasler i sin kerne.«

Trods dette kom de hjernetomme mænd alligevel tilbage til kroen og afleverede en klækkelig del af deres nyerhvervede ugeløn. Som Sine altid udtrykte det: 

»Jeg lever af mænds dumhed, så Gud velsigne både dem og min pung«. 

Kan måske være årsagen til, at hun aldrig rigtig følte sig draget mod et fornyet ægteskab. 

Flæskeæggekage

Juliane Jensen overtager kroen 1961 og omdøber den til Julianes Kro, som hun driver frem til udgangen af 1973. Hun blev landskendt for sin enkle, men autentiske Flæskeæggekage, som folk valfartede til kroen for at nyde. 

Juliane var et respektabelt og principfast menneske med klare normer for, hvordan man skulle opføre sig i hendes krostue – ingen banden, ingen højtråben og absolut ingen højlydte lumre ytringer. Hun var en DAME, man var på fornavn med, men titulerede De, Dem og Deres – præcis som Dronning Margrethe. Overskred man hendes normsæt, fik man en tidsbestemt karantæne, men aldrig tilgivelse.

Skulle man under en eskalerende beruselse driste sig til at kommentere eller værre endnu berøre Julianes organiske attributter, udløste det karantæne for livet. Den sidste, der forbrød sig, tør stadig ikke nærme sig kroen, selvom Juliane for længst har forladt denne verden. Men opnåede man hendes gunst, var hun til gengæld det elskeligste menneske på jorden. Det lykkedes heldigvis for mig. Til mit bryllup modtog min hustru og jeg en Georg Jensen Damaskdug med tolv stofservietter, som vi stadig bruger hvert år på vores bryllupsdag. Det gør mig derfor taknemlig og ydmyg at have kendt denne bemærkelsesværdige kvinde. 

Juliane modtog i øvrigt den ærefulde Lodwig for sin store indsats for at synliggøre Ebeltoft på landsplan. 

Flirtende stjernekok

John er ubetinget Danmarks sidste ægte og troværdige krovært oftest svøbt i et elegant sort fransk tjenerforklæde, der kærligt omfavner en glad karismatisk og jovial person, hvis ’beskedne’ voluminøse konturer på en livsbekræftende måde uvægerligt leder tankerne hen på god og gedigen kromad.

Efter et rent feministisk ”regime” fra 1904 til 1974 overtager ”John le Chef” kroen 2. marts 1974 og bryder dermed 70 års matriarkalsk dominans. Stedet får navnet ”Rådhuskroen”. Han får over de kommende år ”renset” kroen fuldstændig for østrogene reminiscenser efter fortidens feminine styring. 

John er med sin charmerende og bramfri attitude en sand oplevelse for enhver gæst. Han skaber ægte krohygge og kan flirte, så selv den mest observante ægtemand ikke ænser, at hustruen er ved at glide ham af hænde. 

Han er en gudsbenådet stjernekok, der har sejlet på de syv verdenshave. Hvis man oplever hans frivole og spontane adfærd som en konsekvens af en distrikts-psykiatri, der har svigtet, tager man nok helt fejl. Den dybere årsag ligger begravet i efterdønningerne fra hans fortid som kok på Søllerød Kro under Søren Gerickes ledelse. Johns livsfilosofi har altid været:

»Det er bedre at være i følelsernes vold, end under fornuftens kontrol.«