Marker årstidens skift til Jordvis Aften
Earthwise i Bogens inviterer til en aften, hvor årstidernes skiften bliver fejret.
Onsdag 29. marts inviterer Earthwise i Bogens igen til Jordvis Aften til fejring af jævndøgn.
Til en Jordvis Aften deltager gæsterne i et måltid med et twist, forholder sig til skiftet af årstid og oplever livemusik. Jævndøgn, hvor dag og nat er lige lange, er en af årets tærskler, som mennesker har fejret igennem årtusinder.
Til Jordvis Aften fejrer deltagerne sammen årtidernes skiften i et miks af traditioner og nye idéer, baseret på historisk viden om fejringer og ritualer fra tidligere tiders danske landsbykultur.
29. marts vil man blandt andet kunne opleve den gamle tradition, hvor to figurer – Vinter og Sommer – kæmper mod hinanden. Resultatet er ønsket og kendt på forhånd: Sommer skal jage Vinter af by. Der vil også blive testet nogle elementer fra en fremtidig forestilling om skoven. Gæsterne inviteres til at medbringe egne – gerne farvede – æg til æggetrilning.
De to improvisationsmusikere Birgit Løkke (percussion, DK) og Brice Soniano (kontrabas, F) vil skabe musik i løbet af begivenheden.
Der serveres vegetarisk mad af lokale råvarer, og de normale spiseritualer udvides med finurlige tiltag. Der vil blandt andet være en minisalat af de spiselige, vilde urter, som årstiden byder på. Desuden serveres der biodynamisk vine fra Languedoc i Sydfrankrig, som man også kan købe, såvel som økologisk balsamicoeddike og Earthwises egen sensommerhonning.
Billetter kan købes på nationalparkbooking.dk/arrangementer. Der er begrænset antal pladser.
Earthwise opfordrer til at tage en coronaselvtest før ankomst.
Jordvis Aften er støttet af Syddjurs Kommune.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
sra