Oplagt grund til at snakke Kulturgrund (-en) - mens politikerne griller pølser
Lørdag 13. maj vil man på Kulturgrunden kunne møde mange af aktørerne i det kommende kulturhusbyggeri i Hornslet.
Et nyt frugtbart kultursamarbejde under navnet Kulturkvartetten har set dagens lys. Kulturkvartetten består af de forhåbentlig kommende aktører i Hornslet Kulturhus, nemlig Kom-Bi, Biblioteket, Kulturskolen og Kulturgrunden. De fire aktører går allerede nu i gang med at øve sig på at samarbejde og på at være med til at definere rum og rammer for det kommende kulturhus.
Lørdag 13. maj inviterer de til gratis pølser, underholdning og snak om de mange ønsker og drømme, som du kunne gå rundt med til indholdet i det kommende kulturhus. Aktørerne håber, at du tager hele familien med for at snakke med dem, der drømmer om at blive en del af det nye kulturhus.
»Vi ønsker hele tiden at holde linjen varm til de mange borgere, der gerne vil engagere sig i kulturhusprojektet,« siger Lotte Jensen, formand for foreningen Kulturgrunden. »En af måderne er at snakke med så mange som muligt og holde en god dialog i gang. Derfor inviterer vi til snakke-dag på Kulturgrunden, hvor alle er inviteret.«
Kulturhusprojektet er i god dialog med flere fonde, men det er først i foråret 2024, at man begynder at forberede arkitektkonkurrencen, hvor man lægger sig fast på kulturhusets endelige indhold. Alle aktørerne inklusiv biblioteket glæder sig til at møde borgere, der har ønsker til fremtidens bibliotek:
»Syddjurs Bibliotek er flere ting for forskellige borgere – vi har mange tilbud, der handler om andet end udlån af bøger,« siger konstitueret leder af Syddjurs Bibliotek, Lene Bjarke Skov.
»En kommende flytning af biblioteket fra Tinghuset vil betyde, at vi skaber et bedre bibliotekstilbud for borgerne i Hornslet – hvad det tilbud skal bestå af, vil vi gerne høre borgernes bud på.«
På dagen får interesserede således mulighed for at mødes med Kom-Bi, Syddjurs Bibliotek, Kulturskolen og Kulturgrunden, spise gratis pølser grillet af politikerne fra kulturudvalget i kommunen, lytte til god musik og lade børnene blive optaget af forskellige underholdningstilbud.
»Kulturskolen ser sig selv som aktiv aktør i det kommende kulturhus. Vi drømmer om at kunne tilbyde nye undervisningstiltag for byens børn og unge i nogle spændende og inspirerende rammer,« siger Christen Frost, leder af Kulturskolen Syddjurs.
»Fredag den 13. maj er vi også på banen med lidt musikalsk underholdning.«
Også Kom-Bi drømmer om at kunne tilbyde nye filmoplevelser i et nyt kulturhus:
»Hornslet er en by fyldt med filmelskere, og vi drømmer om en tredje biografsal, flere nye film og dermed et bredere udvalg, flere Mad & Film arrangementer, flere skoleforestillinger og så videre,” siger Kom-Bis daglige leder Ole Poulsen.
»Så et nyt kulturhus kommer til også at gavne os meget.«
Arrangementet starter klokken 11, og man kan nyde pølser, underholdning og snak frem til 13.30. Hele programmet kan ses på kulturgrunden.dk og på Kulturgrundens Facebookside.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
sra