Kolind-forfatter ude med ny krimi
Tania Clausager trækker på sin tidligere profession som kriminalreporter i sin krimiserie, der nu får et femte bind.
»Tak for en spændende serie fra vores ”hood”.«
»Jeg er født og opvokset i Aarhus, men bor nu på Sjælland. Hvor er det fedt med en krimiserie, hvor man kan se gaderne og byen for sig. «
»De er SÅ gode. Man føler, at man selv står midt i bogen.«
Sådan lyder ifølge en pressemeddelelse nogle af de mange beskeder forfatter Tania Clausager løbende modtager, hver gang hun udgiver en ny bog i krimiserien om aarhusianske Sander.
Og nu er der godt nyt til de glade læsere. femte bind i serien udkom nemlig 16. maj, og tager igen udgangspunkt i Aarhus og omegn ligesom de foregående fire bøger.
I ”Frygtens Ø” forsvinder en ung kvinde efter at have tømt sin lejlighed uden at fortælle familien om det, og derfor beslutter Sander at vende hjem til Aarhus og jobbet som efterforsker. Her bliver han hurtigt hvirvlet ind i et spind af frygt, trusler og magtsyge, og han og kollegerne starter en nervepirrende kamp for at opklare sagerne og redde liv.
Tania Clausager, der er født og opvokset i Kolind, debuterede med krimien ”Attack Aarhus”, i 2020, hvor den 13-årige knægt, Sander, bliver placeret i hjertet af efterforskningen, da en bombetrussel mod Aros lammer byen. Sander får en hovedrolle i opklaringen af bombetruslen på grund af hans selvlærte viden om sociale medier, og hvordan man finder brugbare oplysninger på de platforme. Men det ender med at være tæt på at koste ham livet, da han kommer tæt på byens bandefolk.
I de tre efterfølgende bøger følger man først Sander på Egaa Gymnasium, hvor to medstuderende under mystiske forhold tager deres eget liv, og Sander indleder sin egen hemmelige efterforskning. I ”Iskolde Øjne” får politiet et tip fra en indsat i Enner Mark Fængsel i Horsens, og i ”Dødscirklen” skal Sander forsøge at opklare mordet på en AGF-spiller.
Tania Clausager har i flere år arbejdet som kriminalreporter i Aarhus og dækket alt fra bandekrige, drabssager og narkokriminalitet. I dag er hun fuldtidsforfatter og freelancejournalist.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
sø