Formanden foldede drømmenes faner ud om Kulturgrunden
Lørdagens komsammen i og omkring Kom-Bi i Hornslet foregik i det smukkeste solskin. Til efteråret begynder fundraisingen af budgetterede 60 mio. kroner.
Siden Kulturgrundens generalforsamling i februar, hvor der blev snakket en pris på 75 mio. kroner, er prisen for Hornslets nye kulturhus vokset til nu 92,5 mio. kroner + moms.
»Denne gang skriver du vel noget ordentligt,« lød det nogle gange i det flotte vejr ved dialogmødet på Kulturgrunden.
Opfordringen var møntet på Adresseavisen Syddjurs 1. marts med fokus på blandt andet det beskedne fremmøde på knap 40 personer ved generalforsamlingen.
20 procent større fremmøde
I forhold til generalforsamlingen taltes lørdag cirka 20 procent flere
(8-9 personer) – inklusive byrådspolitikere og en spillemand.
Som det var tilfældet på generalforsamlingen skønnedes gennemsnitsalderen at være 50+.
Mens folkene i dialog-/børneboderne nød stilheden og solen, var der god søgning til de ristede pølser.
Uanset utroligt flot vejr gav det god mening, at bestyrelsesformand Lotte Jensen inviterede indenfor i Kom-Bi for at give en status på projektet – suppleret med slides på det store lærred.
De frivillige er vigtige
»Der er rigtig mange drømme i vores kulturhusprojekt på 2.400 m2 til 92,5 mio. kroner + moms,« sagde Lotte Jensen i biografsalens mørke Nybyggeriet er på cirka 2.100 m2.
»Det er vigtigt ikke bare lave en bygning. Vi skal have masser af aktivitet, så der er noget at putte ind i huset. Til at definere behovet er også de frivillige vigtige medspillere.«
Syddjurs Kommune har købt grundene Tingvej 16, 18 og 20 og bevilget i alt 27 mio. kroner til projektet.
Bibliotek over det hele
»Vi arbejder foreløbig videre med at integrere biblioteket i kulturhuset. Vi tænker bibliotek over det hele i bygningen med aviser, tidsskrifter, børnebibliotek og faglitteratur m.m. rundt om.«
Til glæde for også bibliotekets gæster skal forpagteren af caféen have åbent hele dagen.
»Der bliver bygget mange nye biblioteker, og vi har blandt andet skelet til det velbesøgte i Dokk1 i Aarhus. Dem fra Hornslet der besøger det, vil vi gerne være gode nok til at kunne holde hjemme i Hornslet,« lød det fra Lotte Jensen.
Planen er at fjerne de to huse på Tingvej 16 og 18.
»Men tanken er, at de skal leve videre i form af genbrug fra husene.«
Vi budgetterer med at skaffe 60 mio. kroner
Tanker om kulturhuset
Alt er endnu tanker, og blandt dem er også borgerservice, plads til 200 spisende gæster, folkekøkken, værksteder og tagterrasse med café og taghave.
»Vi skal have en ny sal 3 med teleskopscene og polstrede sæder til både musik, teater og biograf.«
I projektet indgår desuden en renovering af Kom-Bi.
»Det regner ind i biografsalen, der skal renoveres og have ny stole de luxe,« lovede Lotte Jensen.
Mange penge og besøgende
En liste over potentielle bidragydere er udgangspunkt for efterårets ansøgningsarbejde.
»Vi budgetterer med at skaffe 60 mio. kroner.«
På listen ser man også Salling Fonden.
»Er Salling Fonden interesseret i Hornslet? Ja. Kender vi nogen, der kender fru Salling. Ja. Så måske,« forklarede Lotte Jensen.
Sponsorater og erhvervspartnerskaber er ligeledes med i planen.
»Og vi skal rundt og sælge fradragsberettigede ”mursten” til borgerne.« En rundspørge har givet et lille fingerpeg om trafikken i kulturhuset.
»Årligt har biblioteket 50.000 besøg/ekspeditioner, Kom-Bi 40.000 og en mulig lokal forpagter af caféen 50.000. Oveni kommer så de besøg, det nyt kulturhus genererer.«