Hornslet skal også være kendt i Aarhus
Det kommende kulturhus er en oplagt mulighed for branding af Hornslet.
Journalist Jakob Brandt bor i Hornslet og arbejder i Økologisk Landsforenings kommunikationsafdeling i Aarhus.
Som frivillig har han været med til at rydde op i haverne på Kulturgrunden.
Denne lørdag deltog han i dialogmødet for at blive opdateret på status for byens store projekt.
Hvem er Hornslet?
»Når jeg spørger folk i Aarhus om, hvad de kender Hornslet for, bliver der tit meget stille,« fortæller Jakob Brandt.
»Jeg går ind for mest muligt grøn tænkning og grønt byggeri. Det er en oplagt mulighed at bygge et grønt kulturhus fra bunden – og samtidig blive kendt for det grønne. Det vil både Hornslet og klimaet nyde godt af.« Han påpeger, at det grønne kommer til at fylde mere og mere, og at kulturhuset skal bestå i mange generationer.
Det skal komme fra hjertet
»Der er ingen i dag, der ikke tænker bæredygtighed. Det gælder også for de fonde, hvor pengene skal søges. Vi skal dog ikke blot ”finde på noget grønt” for at få adgang til pengekasserne. Det skal komme fra hjertet.«
Tagterrasse med café er et af punkterne på kulturhusets ønskeliste.
»Det kan godt være, at grønt byggeri koster mere. Men har vi råd til at lade være? Og bliver der ikke råd til tagterrassen, giver det god mening at lægge solceller på taget.«
Indfriede forventningerne
For 25 år siden var det ikke mindst Kom-Bi og de gode trafikforbindelser, der trak Jakob Brandt og familien til Hornslet fra Aarhus.
»Der var også en musikcafé, og vi så Hornslet som byen, hvor der skete noget – og ikke som en soveby. Kom-Bi indfriede forventningerne, mens byen ikke helt gjorde det.«
Han ser derfor spændende perspektiver i ambitionerne om at skabe et nyt kulturelt samlingspunkt for hele byen.
Kultur på hjemmebane
»Der ligger bare en kæmpe opgave i at få skabt bedre dialog med borgerne, herunder også børnefamilierne og foreningslivet. Det er skuffende, at der ikke kom flere i dag.«
Jakob Brandt så gerne, at Kulturhuset også får karakter af et foreningernes hus.
»Vi skal alle kunne møde kulturen og hinanden her. I dag må jeg til Aarhus for at møde kulturen.«