Følle har fået kunsthus

I Følle har Kunsthuset Havely nu slået dørene op

Artiklens øverste billede

I 2019 lukkede Blomsterhuset Havely. Nu har den lokale iværksætter Hanne Løber skabt et nyt univers i æblehaven i Følle. Kunsthuset Havely var egentlig klar til åbning sidste efterår. Men som så meget andet i samfundet, satte corona en stopper for opstarten. Men nu er det ganske vist: Kunsthuset Havely har slået dørene op på hjørnet af Århusvej og Bygaden i Følle.

Bag initiativet står Hanne Løber, som har omdannet blomsterhuset til et blomstrende kunsthus. Hun er specialist i boligindretning, genbrug, kunsthåndværk og retro-livsstil. Kunsthuset Havely er dermed et flot eksempel på lokal iværksætteri, omstilling og innovation. Her vil der fremover blive udstillet og solgt kunst og kunsthåndværk fra lokale kunstnere. Kunstværkerne suppleres af retromøbler og boligtilbehør – både nyt og fint genbrugsguld.

I kunsthuset udstiller jeg lokal kunst og stilbevidst retroindretning. Her er noget for alle og det er mit håb, at give både lokale og sommergæster en hyggelig oplevelse

Hanne Løber

Havehygge og kunstevents

Kunsthuset Havely er beliggende i en smuk gammel æblehave på Bygaden i Følle.

”I kunsthuset udstiller jeg lokal kunst og stilbevidst retroindretning. Her er noget for alle og det er mit håb, at give både lokale og sommergæster en hyggelig oplevelse,” siger indehaver Hanne Løber.

Det er planen, at haven og kunsthuset skal være omdrejningspunkt for flere kunstmarkeder, events og udstillinger i løbet af året.

Kunstmarked i æblehaven

Allerede her i foråret afholdes det første Kunstmarked i haven. Det er Kristi Himmelfartsdag, torsdag 13. maj mellem klokken 10.30 og 16.00. Det bliver med et arbejdende kunstatelier, hvor publikum får mulighed for at kigge lokale billedekunstnere over skulderen, medens de maler værker i haven. Her bliver også udstillet keramik, smykker, tekstil, garn og papirblomster.

”Kunstmarkedet bliver det første store event for kunsthuset og jeg håber, at foråret vil trække mange forbi til en kunstoplevelse i æblehaven,” fortæller Hanne Løber.

Kig med i weekenderne Kunstmarkedet afvikles udendørs og vil selvfølgelig overholde alle retningslinjer med afstand og afspritning i forhold til corona. Det bliver også muligt at købe et glas vin eller en kop kaffe og the. Det er dog muligt at gå på opdagelse i Kunsthuset Havely på andre tidspunkter. For udstillingen holder åbent i weekenderne året rundt.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen