5. maj: Der er dyrere ting end dit liv. Du skal kæmpe for det!

Der er fortsat grund til at påskønne og mindes Befrielsen. Tag en gåtur ud til to fikspunkter i lokalområdet - det vil stemme sindet yderligere til storhed i Bededagsferien

Artiklens øverste billede
Mindestenen ved Ørnbjerg Mølle. Foto: Lars Norman Thomsen

Den 6. marts 1945 fandt der en nedkastning sted tæt ved Agri Bavnehøj under særmeldingen ’hilsen til Helmer’.

Klokken 22.05 lettede et B 24 bombefly med amerikansk besætning fra basen Harrington i England og nedkastede tolv containere cirka klokken 01.30, der blev modtaget af folk fra Ebeltoft, Grønfeld og Tirstrup.

I 75-året for Danmarks Befrielse blev der afsløret en mindesten tæt på nedkastningspladsen og ligeledes en montre tæt på med en forklaring til historien.

Grupperne fra Ebeltoft og Tirstrup skulle efter-følgende skaffe containere og faldskærme af vejen, mens Grønfeld-folkene tog sig af ’godset’. Også grupper fra Vistoft og Tved deltog siden i arbejdet med fordelingen af det.

Disse ganske almindelige danskere (Husk på, at modstandsbevægelsen kun bestod af cirka 2 pct. af den danske befolkning) kæmpede en kamp, som blev bemærket hos de allierede og var medvirkende til, at Danmarks anseelse efter 2. verdenskrig på trods af Samarbejdspolitikken ikke led et afgørende skibbrud.

Allerede i sommeren 1943 blev der modtaget våben ved Langesø ved Feldballe i to omgange, 10. august 1943 og ugen efter 17. august, fra engelske flyvere.

De fandt sted nogle hundrede meter syd for den østlige ende af Langsø og ca. en kilometer nord for Ørnbjerg Mølle.

Stedet var udvalgt af faldskærms-agenten Ole Geisler, hvis dæknavn var Axel Nielsen. Han havde sammen med læge Svend Baastrup Thomsen, Hornslet, peget på stedet.

Forinden havde Ole Geisler medvirket til dannelsen af Hvidstengruppen.

Derfor var det oplagt, at Niels Fiil og Andreas Stenz fra Hvidstengruppen hjalp til – de kom cyklende til Langesø helt fra Hvidsten i nattens mulm og mørke.

De modtagne våben blev gemt i Holger Thomsens (far til Svend Baastrup Thomsen) sommerhus ved Handrup Strand. Men da en fisker fik en faldskærm i nettet ved fiskeri i Øjesø, blev tyskerne klar over, at der foregik noget i området, og modtagepladsen ved Langesø måtte opgives.

Da pladsen kaldet ’Mustard Point’ nær Hvidsten blev for farlig at benytte, så måtte der findes et nyt sted.

Valget faldt på Langesø.

Tæt på Langesø - ved Ørnbjerg Mølle - er der også rejst en mindesten. Det skete samme dag, som stenen ved Agri Baunehøj blev afsløret.

’Langesø stenen’ er lidt mindre i omfang end stenen ved Agri Baunehøj, men absolut et et besøg værd ligesom området ved Ørnbjerg Mølle i det hele taget er det i et kuperet naturskønt terræn.

Svend Baastrup Thomsen havde sammen med folkene fra Hvidsten med legenden Marius Fiil i spidsen været med til nogle af de første våbenmodtagelser ved Trinderup Hede og Allestrupgaard.

Begge steder er værd at besøge, og begge mindesten er nemme at øje.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen