Ungdomshus i Rønde: Seje Sarah og Nanna kan melde mission completed for Distrikt X

Artiklens øverste billede
Sara Thestrup Rejkjær Nielsen (tv.) og Nanna Kjærgaard Skovslund Hansen har virkelig kæmpet kampen for et ungdomshus i Rønde i de seneste godt to år. Det har båret frugt, og pigerne bag Distrikt X kan smile stort, når festen starter 12. maj i de nye lokaler i Rønde Idrætscenter. Arkivfoto

»Vi gjorde det.«

Nanna Kjærgaard Skovslund Hansen og Sara Thestrup Rejkjær Nielsen, der begge bor i Ebeltoft og går i 3. g på Rønde Gymnasium, kan med stolthed sige det samme, som en tidligere statsminister, der formåede at vippe Anders Fogh Rasmussen af pinden, sagde det på valgnatten. Mere om det lidt senere.

Der er ingen tvivl om, at Rønde har manglet noget for de unge. Der har simpelthen ikke været plads til at være ung

Nanna Kjærgaard Skovslund Hansen

Duoen, der om et par måneder fester løs sammen med deres medstuderende på Rønde Gymnasium, lancerede i 2019 en plan.

Den lød på, at Rønde skulle have et ungdomshus styret af de unge selv uden utidig indblanding fra voksne og Syddjurs Kommune, som bare skulle holde nallerne væk fra projektet, som de døbte Distrikt X.

I manges øre lød pigernes plan som en sang fra de varme lande, men de voksne, der højlydt grinede og tænkte deres, havde ikke fornemmet, at de havde at gøre med et par iværksættere, som ikke bare lader sig kue og vælte, hvis plan A, B og C ikke kan realiseres.

Så går de bare i gang med plan D.

Nanna Kjærgaard Skovslund Hansen og Sarah Thestrup Rejkjær Nielsen stikker nemlig ikke op for bollemælk.

»Der er ingen tvivl om, at Rønde har manglet noget for de unge. Der har simpelthen ikke været plads til at være ung,« siger Nanna, der i Distrikt X bærer titlen af forkvinde, som hun blev valgt til ved en stiftende generalforsamling sidste sommer.

»Der har været mangel på forståelse for, hvad der er brug for som ung, når man ikke har sin egen villa at invitere til rødvinsmiddag, og så har alle vi unge samtidig fået skylden for det, nogle enkelte gør (i Rønde Bypark, red.). Det er ikke fair,” tilføjer hun.

Sarah, der næstforkvinde i Distrikt X, supplerer: »Unge mennesker har brug for at være sig selv som alle andre, men især i et corona-år, hvor der nærmest ikke har været noget sted, vi har måttet mødes, så har det været hårdt. Derfor er vi også så glade og megastolte over, at vi nu kan slå dørene op for Distrikt X nede ved Rønde Idrætscenter. Et ungdomshus i Rønde for alle unge«.

Distrikt X var en vild drøm, men uden drømme, bliver man skør, så stærkt, at Nanna, Sarah og de andre unge formåede at gå fra at være drømmeleverandører til også at kunne gøre deres drømme til virkelighed. Foto: Distrikt X


Yes, we can

Nanna og Sara har sammen med en gruppe andre unge skabt noget nærmest ud af ingenting.

Efter mange forskellige og vidtgående planer i støbeskeen undervejs har de nu fået mulighed for at indrette lokaler i Rønde Idrætscenter.

Selvom man ikke var med fra dag 1, så skal man ikke holde sig tilbage. En dag bliver vi jo også ’for gamle’, og så skal en ny generation af unge sætte retningen

Sarah Thestrup Rejkjær Nielsen

Lokalerne tages formelt i brug 12. maj med et brag af en åbningsfest med levende musik og diskenspringere, mad og drikke. Corona-situationen har bestyrelsen i Distrikt X naturligvis respekt for, så alle restriktioner bliver overholdt.

»Vi følger forsamlingsforbuddet nøje,« lover bestyrelsen.

På grund af Covid-19, skal man kunne fremvise en negativ coronatest, som er max. 72 timer gammel.

For alle unge

Selvom det primært har været unge fra Rønde Gymnasium, der har været engageret i og tegnet Distrikt X hidtil, er det nye ungdomshus for alle unge i Syddjurs, understreger Nanna og Sarah.

»Distrikt X ville ikke være Distrikt X, hvis ikke vi var et mangfoldigt og bæredygtigt sted for alle unge, så selvfølgelig er man velkommen, uanset om man går på den ene eller anden skole, arbejder eller har sabbatår,« understreger Nanna.

»Selvom man ikke var med fra dag 1, så skal man ikke holde sig tilbage. En dag bliver vi jo også ’for gamle’, og så skal en ny generation af unge sætte retningen,« som Sarah udtrykker det.

Åbningsfesten 12. maj, der begynder klokken 16, følges op af et åbent hus arrangement 17. maj.

Indretningen af de nye lokaler i Rønde Idrætscenter har taget flere måneder, så selvfølgelig er Nanna, Sarah og de andre unge stolte og mere end vilde efter at få lov til at vise dem frem og gøre dem til et tilholdssted for unge mennesker af alle slags.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen