Alsang: Lokal modstandsgruppe mindet på Befrielsesaftenen

50 borgere var 4. maj samlet i silende regn for at mindes Hornsletgruppen ved Mindesmærket i Hornslet

Artiklens øverste billede
Kim Lykke Jensen fortalte om Hornslet-Gruppen ved mindehøjtideligheden for den lokale modstandsbevægelse

Hornsletgruppen blev etableret i sommeren 1943 som en af de første modtagegrupper i Danmark.

Trods den silende regn var 50 borgere mødt op for at mindes og ære de unge, der satte livet på spil og for fem de unges vedkommende med døden til følge


Det var byens lægefamilie, Baastrup-Thomsen, der sammen med faldskærmsmanden Ole Geisler, officer i det britiske SOE (Special Operations Executive)., fik englændernes organisation til at nedkaste våben på egnen. Ole Geisler fik også dannet Hvidstengruppen

Dette arbejde fik stor betydning for modstandsbevægelsen i Danmark, men det fik også store menneskelige konsekvenser for mange unge mænd med rod i Hornslet og deres familier.

Forfatteren Kim Lykke Jensen, som også er byrådsmedlem for SF, udgav for nogle år siden bogen ’Hornslet-Gruppen’, hvori han minutiøst fortæller om modstandsgruppen, dens medlemmer og aktioner og de barske konsekvenser krigen betød. Fem af gruppens medlemmer betalte med døden, og familier fik livsvarige sår.

Flere af medlemmerne, som overlevede krigens gru, overvandt aldrig deres oplevelser og fik så store mentale men, at det påvirkede dem resten af livet.

Kim Lykke Jensen sidestiller i sin bog Hornslet-Gruppens indsats med den nationalt berømte Hvidstengruppen.

Mindedes med alsang

Kim Lykke Jensen talte ved tirsdagens 4. maj mindehøjtidelighed og Alsangsarrangement ved Mindesmærket i Hornslet for byens og egnens modstandsgruppe. Syddjurs Kommune arrangerede.

PUK-udvalgsmedlem Ole S. Hansen bød velkommen til alsang i Hornslet


50 personer var samlet i silende regn for at mindes Hornslet-Gruppen.

Ved mindehøjtideligheden bød Ole S. Hansen, næstformand for Udvalget for plan, udvikling og kultur velkommen, og fortalte om de samlende Alsangsarrangementer under krigen.

Vibe Ulbrandt sang for på en række besættelses- og befrielsessange, og alle deltagere sang med god afstand med på sangene, som rørte flere af de fremmødte.

Vibe Ulbrandt og Hans Henrik Bay spillede for til fællessang


Alsangsbevægelsen var i løbet af 1940 et voksende initiativ. I mange byer var der et stort deltagerantal i denne fælles manifestation for sammenholdet i en svær tid. Her mødtes man og afsang en række danske fædrelandssange, inden man igen gik hver til sit. Alsangsbevægelsen kulminerede 1. september 1940, hvor der på samme tidspunkt blev afholdt alsangsstævner overalt i landet. Det radiotransmitterede hovedstævne fandt sted i Fælledparken med 150.000 deltagere, mens der på landsplan deltog i omegnen af trekvart million mennesker.

I Hornslet blev der dannet en decideret folkesangforening, og der blev trykt et sanghæfte med titlen ’Folkesangen i Hornslet’.

Arrangementerne fandt blandt andet sted på grunden, hvor Ungdomsskolen ligger i dag.

Mindestenen ved Hornslet Kirke for Hornslet-Gruppens fem medlemmer, der betalte med livet, bærer indskriften: »Orla Andersen, Herold Svarre, Axel Sørensen, Mac Hoffmann, Karl Algreen Møller. De gav livet for Danmark«.

De tre førstnævnte blev arresteret 13. januar 1944. Orla Andersen blev henrettet i Ryvangen 26. maj 1944. Herold Svarre og Aksel Sørensen blev henrettet samme sted 7. juni 1944.

Mac Hoffmann blev skudt 14. april under flugt fra en tyskrazzia.

Karl Algreen Møller blev skudt af Gestapo i Ålborg den 26. april 1945.

Den lokale maler Arild Rosenkrantz fik opgaven at tegne mindesmærket. Den 4. maj 1946 blev mindesmærket over de fem faldne Hornslet-drenge indviet.

Læs også

Del artiklen