En pladepushers fem corona-anbefalinger

Badstuerock-ejer Björn Lydén giver her fem bud på albums, der er udgivet i denne coronatid, som du kan overveje at sætte på afspilleren ved næste lejlighed

Artiklens øverste billede
Björn Lydén har været ejer af den kendte pladebutik Badstuerock i Badstuegade i det central Aarhus siden 2012.

Aarhus Björn Lydén er indehaver af pladebutikken Badstuerock, der siden 1973 har specialiseret sig i salg af LP’er. Selv har han været ejer af den ikoniske pladeforretning siden 2012, hvor Badstuerock også selv udsendt en række danske LP-udgivelser, senest Starcrash - ’Firelord’.

Andre kender måske Björn Lydén for at have delt ud af sin musikekspertise i radioprogrammet ’Weekend med Carsten Holm’ på P6 Beat.

Her giver Björn Lydén sin anbefaling af fem nyligt udkomne plader og sit bud på, hvorfor du skal høre dem netop nu, hvor vi har befundet os i en fysisk og mental lockdown.

Floating Points, Pharoah Sanders & The London Symphony Orchestra - Promises

Før renæssancen herskede der en filosofi om, at universet og musik bestod af de samme byggesten. Mødet mellem den britiske elektroniske musiker Floating Points, den 80 år gamle legendariske jazz-saxofonist Pharoah Sanders og Londons symfoniorkester, synes at bekræfte det, når en blanding avantgardistisk minimalisme og kosmisk jazz skaber en bevidsthedsudvidende oplevelse, der meditativt bringer dig i kontakt med altings forbundethed. Sæt din sjæl på en indre rejse, der vil få dig til at glemme, at ferierejsen er udskudt!

Yung - Ongoing Dispute

I en meget ung alder oplevede danske Yung succes med koncerter og omtale i udlandet, og sågar et album på det berømte amerikanske pladeselskab Fat Possum. Alligevel skulle der gå fem år, indtil denne efterfølger, der udkom midt i den nok hårdeste lockdown i januar. Perfekt timing!

Rå, følelsesladede post-hardcore, der giver en fuckfinger til livets urimeligt tårnhøje forventningspres, når man bare forsøger at holde hovedet over vandet. Det kan godt være alt sucks lige nu, men Yung har din ryg.

Julien Baker - Little Oblivions

Når man er vokset op i de amerikanske sydstater med kristen baggrund som lesbisk og punker og har kæmpet med stofmisbrug som teenager, så kender man livets hårde skole. Den nu 25-årige Julien Baker er en sangskriver af usædvanlig observans.

På den ene side empatisk og omsorgsfuld, men også næsten selvudslettende og selvbebrejdende. Måske er det derfor, at disse sange om tab og afhængighed befolkes af konturerne af spøgelsesagtige skikkelser. En del trøst at hente her, hvis du også savner at være tæt på andre end dig selv.

Tears - Binging, Bragging, Bitching

For alle der skrålede med til flere af disse sange til Tears’ berygtede live koncerter længe, er det noget særligt at få dem så elegant serveret af sangskriver Jeppe Grønbæk og Co. Bag de dekadente drukviser og måneskinsserenader for bohemer og smukke tabere banker et ægte punk-hjerte med en herligt arrogant punk-attitude.

Hold en fest med dig selv til disse sange, indtil du igen får mulighed for at spankulere nedad slingrende Mejlgade med hede kinder i nattemørket.

Star Feminine Band - Star Feminine Band

En radiovært i Benin fik den idé, at han ville samle et band, hvor unge piger uden tidligere musikalsk erfaring kunne give de kreative impulser frit lejde. De syv piger i Star Feminine Band er alle i alderen 10 til 17 år, og deres musik er helt blottet for kynisme.

Livsbekræftende og fuld af energi takler deres sange emner, der optager mange afrikanske kvinder, så som tvangsægteskaber og drømme om lykke og frihed. Umuligt at stå stille til er det et perfekt soundtrack til en workout session på stuegulvet, eller hvis du blot har brug for et skud serotonin lige ind i den grå hjernemasse.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen