Stemmen fra McKinleys i radioen

Jan Grau fortæller og spiller nye og gamle sange i Radio Djursland.

Artiklens øverste billede
Jan Graus motto er "never give up" - han vil tilbage til scenen igen med McKinleys.

Han var den karismatiske stemme i Aalborg-bandet McKinleys, der var toppen af poppen, når der skulle lokkes til bal på den lokale kro eller idrætshal i 1970’erne. Ikke mindst på Djursland, hvor McKinleys havde et stort publikum og på månedsbasis kunne opleves i Skovpavillonen i Ebeltoft, men også på spillesteder i Kolind, Rønde og Ryomgård.

Lørdag 5. juni kan man i ”Kunstnertimen” på Radio Djursland høre sangeren Jan Grau fortælle om sine mange år i McKinleys - og spille nye og gamle sange med gruppen.

Bandet udgav fredag en ny EP, hvor Jan Grau genopfrisker ”Let’s Hang On” og ”Ta’ Mig” og leverer flot vokal trods de 70 år er passeret på sangene ”Motown” og ”Can’t Stop Dreamin’”. ”Motown” er skrevet af Jan Graus mangeårige makker i McKinleys Ivan Pedersen og den nu desværre afdøde Steen Christiansen fra Dodo & The Dodos, mens Morten Dybdahl Larsen har skrevet ”Can’t Stop Dreamin’” til Jan Grau om, hvordan han holder liv i drømmen om de gode gamle dage, hvor Morten som frontfigur i bandet White selv var præget af den professionalisme, som McKinleys lagde for dagen. Der blev øvet, øvet og øvet til stemmerne sad i skabet.

I 1975 fik McKinleys deres første hitliste placering som nummer 7 på Tipparaden med singlen ”Let’s Hang On”. Albummet ”McKinleys” fra 1977 solgte mere end 20.000 eksemplarer, singlen ”Elenore” hittede med en flot 3. plads og McKinleys debuterede på tv med Dirty Tricks i Dan Turrels og Edmont Jensens legendariske musikprogram Derudaf.

Der var flotte anmeldelser og stor interesse fra udlandet, da albummet ”Ballroom Heroes” kom på gaden. I 1978 turnerede McKinleys i Sverige, Norge, og Tyskland. En koncert i London for 2.000 mennesker i Empire Ballroom på Leicester Square var højdepunktet på en turne til England. Med opsamlingsalbummet ” New Shoes For The Old Suit ” solgte McKinleys mere end 25.000 eksemplarer og fik en velfortjent sølvplade, inden de spillede deres sidste job på Daddy’s Dance Hall nytårsaften i 1979.

Men lige nu har Jan Grau sat tryk på kedlerne igen - han er jo gammel kobbersmed fra Aalborg Værft - og samler et hold musikere til at tage ud at spille de nye og gamle sange. Og med det motto, som han lever efter - never give up, som også er titlen på den nye EP - skal det nok lykkes. Og mon ikke det bliver til et job eller to på Djursland?



Læs også

Del artiklen