Debat: Skoletid nedsat med 2 timer pr. uge – ikke alle elever får muligheden

Af
Betina og Jesper Holm

Bøgevej 7

Pindstrup:

debat "Vi er selvfølgelig alle glade for en forkortet skole-uge på 2 timer.

Formålet med dette tiltag er, at eleverne får en kortere uge, men problemet er, at ikke alle elever har lige vilkår.

Busbørnene kan jo ikke få gavn af dette tiltag, da vi nu kan læse, at busordningerne ligger i kommunen. Kommunen har tidligere fortalt Marienhoffskolen, at bustiderne ikke bliver ændret.

Med den viden er det bare dobbelt ærgerligt at læse om dette tiltag, fordi det så giver skæve vilkår for eleverne.

Vi læser om muligheden i SFO, men nu er det nødvendigvis ikke alle elever, som ønsker SFO.

Marienhoffskilen skriver, at de ramte børn får et længere ”frikvarter” - ja på hele 50 minutter. Men formålet var jo en kortere dag.

Man kunne jo spørge, hvor mange der var interesserede i at blive på deres arbejdspladser efter fyraften - for lige at holde et frikvarter på 50 minutter med kollegerne istedet for at tage hjem og holde fri.

Vores anke/bøn er, om ikke Marienhoffskolen med hjælp fra alle udenbys og Ryomgaardforældre kan stå sammen, så ALLE Marienhoffskolens børn kan få gavn af den kortere uge. Det må da også være i skolens interesse at være ambassadør for lige vilkår.

Udenbys børn og Ryomgaard børn har jo også lejeaftaler på tværs, hvor bussen ud af byen også benyttes - i disse tilfælde skal legeaftalerne så starte med et 50 minutters 'frikvarter'.

Vi der bliver ramt, håber på støtte fra skole og forældre, så kommunens holdning bliver ændret.

Vi er ikke i tvivl om, at Marienhoffskolen/SFO passer godt på vores børn, men det er ikke det, det handler om lige her.

Hvad mon 2 busture koster pr. uge?

Skolen får vel også en merudgift, når SFO skal åbne før tid?"

Publiceret 21 July 2019 20:00