Michael Mikkelsen (DF), Syddjurs Byråd: Foto: Syddjurs Kommune

Michael Mikkelsen (DF), Syddjurs Byråd: Foto: Syddjurs Kommune

Debat: Budget 2020 - ikke i aften skat ...

Af
Michael Mikkelsen (DF)

gruppeformand

Syddjurs Byråd:

"I denne avis har den altid velinformerede lokalredaktør i sin ugentlige leder causeret over, om politikerne kan eller vil gribe til skattestigningsværktøjet som redskab for at løse udfordringerne i det kommende 2020 budget.

For Dansk Folkeparti i Syddjurs Byråd bliver skattenivauet i Syddjurs Kommune ikke et tema, vi kommer til at arbejde med ved budgetforhandlingerne om det kommende budget for 2020.

Af flere grunde sker dette ikke:

Det gør det ikke, fordi skatteborgerne i Syddjurs i forvejen betaler en meget høj skat til fællesskabet Syddjurs Kommune.

De økonomiske forhold i Syddjurs Kommune er ikke så pressede, at det overhovedet bliver nødvendigt at bede skatteyderne om yderligere midler til at drive kommunen for i det kommende år.

Der er, som jeg ser det mange muligheder for at tilpasse omkostningerne uden, at det behøver at betyde direkte serviceforringelser for borgerne.

I denne uges leder i Adresseavisen åbner lokalredaktøren op for at det kan blive en mulighed for politikerne at hæve skatten, såfremt vi ikke kan få økonomien til at balancere i det kommende budget for 2020.

Nu forholder det sig sådan, at skattegrundlaget i Syddjurs Kommune er aldeles udemærket, det vil sige at borgernes gennemsnitsindtægt er på et forholdsvist højt niveau i forhold til sammenligningskommuner.

Syddjurs Kommunes økonomi er godt nok udfordret på nogle stræk, men nu skal vi altså ikke gå i selvsving over en forbigående udfordring i økonomien.

Når der skal findes besparelser i den kommunale økonomi, vil jeg gerne foreslå, at vi starter med at kikke på om de ca. 20 millioner, vi idag anvender til konsulenter, bliver anvendt smart.

Dansk Folkeparti kommer til at være med til at finde de gode og smarte løsninger til gavn for borgerne, og skattestigninger bliver det ikke til i denne omgang.

Jeg skal ligesom, jeg gjorde sidste år, appellere til borgmester Ole Bollesen om, at han vil være katalysator og garanten for, at vi får landet en bred aftale i byrådet om det kommende budget 2020.

Det fortjener borgerne/skatteyderne i Syddjurs Kommune."

Publiceret 14 September 2019 14:30